Udbruddet af covid-19 og den efterfølgende nedlukning af Ringsted slagteri kommer til at sætte krav til fleksibiliteten både hos fabrikkerne og hos andelshaverne.

Medarbejdernes sikkerhed kommer i første række, og derfor har Danish Crown i samråd med myndighederne valgt at lukke slagteriet indtil videre for at få smitten helt ud af fabrikken, skriver Danish Crown i en pressemeddelelse om lørdagens beslutning.

- Beslutningen om at lukke Ringsted ned midlertidigt har været oppe at vende et par gange, og vi har valgt at følge myndighedernes anvisninger i hele processen. Nu er anbefalingen at lukke slagteriet ned midlertidigt, og den har vi fulgt, så vi sikrer, at vi ikke på noget tidspunkt går på kompromis med vores medarbejderes sundhed, siger Erik Bredholt, formand i Danish Crown AmbA og i Danish Crown A/S.

Det betyder, at der fjernes omkring 35.000 slagtninger om ugen fra Danish Crowns kapacitet, og de grise, der normalt skulle være slagtet i Ringsted, skal derfor omfordeles til de øvrige slagterier i Jylland, som øger kapaciteten mest muligt. Det kommer til at sætte krav til medarbejdernes fleksibilitet, men også andelshaverne skal forberede sig på, at der kan komme ændringer i hverdagen.

- Andelshavernes fleksibilitet bliver et stort parameter for at løse denne her udfordring bedst muligt. Vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige præcis, hvordan det kommer til at udspille sig, men der kan eksempelvis komme behov for at læsse grise på mere skæve tidspunkter og acceptere, at mængden af udsatte grise kan blive større. Det håber jeg på forståelse for, for vi står i en situation, hvor vi har brug for, at hele Danish Crown hjælpes ad, siger Erik Bredholt.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce