Formand for danske kvægproducenter, Christian Lund, opfordrede til at stoppe med at snakke dårligt om landbrugets andelsselskaber. Det skete under Landbrugskonferencen - Sammen skaber vi fremtidens landbrug, der foregik i Jysk Arena i Silkeborg, som syv midt- og østjyske landbrugsforeninger står bag.

Emnet for Christian Lund gik på fremtidens andelsbevægelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg synes, vi skal starte med at snakke med hinanden om, om vi elsker vores selskaber eller ikke kan lide dem. For hvis man ikke kan lide dem, kan man ligeså godt melde sig ud. Hvis vi skal have respekt for de unge mennesker, der skal ind i erhvervet i fremtiden, skal vi tale langt bedre om vores selskaber, sagde Christian Lund, der lagde vægt på, at der selvfølgelig skal være plads til at være uenig med selskaberne.

- Vi skal være stolte af det, der er bygget op omkring vores selskaber. Og vi skal tænke os godt om i forhold til, hvordan vi former vores fremtid, fortalte Christian Lund.

Fællesskaber

Formanden satte desuden spørgsmålstegn ved, om branchen taler nok om fællesskaber.

- Hvordan har vi en overlægger for hinanden, så vi alle sammen gør, hvad vi siger og også tror på, at vi gør, hvad vi siger, spurgte Christian Lund forsamlingen.

- Hvis vi skal stå styrket sammen - både konventionelt og økologisk landbrug, skal vi se styrkerne i hinandens produktion. Vi skal se det som en fordel for, at vores andelsselskaber kan komme ud i verden og sælge og åbne op for nye markeder. Hvis vi fokuserer på det negative, taber vi hastighed. Uanset størrelsen på ejendommen tror jeg, det er vigtigt, at vi gør hinanden gode, sagde Christian Lund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis man på en eller anden måde ikke kan lide sit andelsselskab, men alligevel er afhængig af det, så lad være med at kritisere det, men lær' at elske det, afsluttede Kristian Lund.