Økologer til kongres i dag for at drøfte jordens tilstand. Meteorolog Jesper Theilgaard indledte kongressen med en dundertale om jordens nødråb.

Klimaforandringerne rammer Danmark lige nu med det næstvådeste efterår i dansk vejrhistorie. Indtil videre har efteråret 2019 budt på 298 millimeter nedbør.

- Den gode historie er, at vi godt ved, hvad der skal til. Vi kender løsningen: Vi skal reducere udledning af CO2 gasser. Vi skal ændre vores adfærd, og det gør ondt. Vi vil alle have de sidste nye gadgets, og vi vil alle have det sidste nye, som naboen har, men det kan vi ikke få, sagde Jesper Theilgaard til de over 1000 fremmødte i Vingsted.

Meteorologen taler ofte med politikere om klimaforandringerne om løsningerne.

- Det er svært for politiker at forstå, at den proces, vi er i gang med, er svær. Politikerne tør ikke sige højt til befolkningen, at det kommer til at gå ud over vores levestandard. Problemet er vores tankegang til forbrug og klimaforandringer, sagde han til økologi-kongressen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

På tynd is

Hvad er så årsagen til den globale temperaturstigning, spurgte Jesper Theilgaard salen.

- Drivhuseffekten er blevet så stor, at den faktisk giver os kraftige temperaturstigninger. Vi er godt nok på tynd is, temperaturen stiger væsentlig hurtigere, end vi har været forberedt på. Nu har vi klimaforandringer. De er her nu, vi har set dem komme nærmere og nærmere, de forstærker ekstremerne med mere tørt vejr og mere vådt vejr, sagde meteorologen.

Hvad bliver så konsekvenser for landbruget?

- Der er mere fordampning i atmosfæren. Og alt der kommer op, kommer også ned som stigning i nedbørsmængden. 2017 var et meget vådt år, 2018 et meget tørt år, og 2019 et meget vådt år. Vi er tydeligvis ude i ekstremerne. Konsekvenser af klimaforandringerne bliver større og voldsommere.

- Vi er nødt til at vænne os til skybrud, der rammer meget lokalt. Meget tyder på at vi får kraftigere storme, måske får vi ikke flere, men de bliver kraftigere. Oversvømmelser er faktisk det værste, oversvømmelser af huse og marker, det er faktisk det store problem, sagde Jesper Theilgaard.

Ændre vaner

Hvad er så løsningen på klimaforandringerne?

- Paris-aftalen er ikke god nok. Den siger, at temperaturen højeste må stige halvanden til to grader. Men det er ikke godt nok. Er verden klar til 50 procents reduktion af C02? Er vi klar til omstillingen af hele fødevaresektoren, industrisektoren og energisektoren. Vi har teknologien, men vil politikeren og vil befolkningen lægge om?

Meteorologen udfordrede økologerne i salen.

- Vil I ændre jeres vaner, købe andre biler, tage på færre rejser, købe færre boremaskiner? Simpelthen mindske forbruget. Er I klar til det? Vi skal redde klimaet, ja, men det koster noget i vores vaner, det er det sværeste, så skal vi til at tænke os om. Min opfordring til jer lyder, få snakket om jeres vaner, når I sidder til festen i aften, sagde Jesper Theilgaard.