På et samråd torsdag vil oppositionen afkræve ministeren svar på, om han vil indføre generelt sprøjteforbud nær vandboringer.

En samlet opposition lægger pres på miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i sagen om sprøjteforbud nær drikkevandsboringer. Emnet er både politisk og blandt landmænd en varm kartoffel, senest i Skanderborg Kommune, hvor det forventes, at politikerne vil indføre sprøjteforbud for lodsejere med jord nær drikkevandsboringer.

I dag er reglen, at landmanden skal holde sig 25 meter væk fra vandboringer, når han kører med marksprøjten. Oppositionen ønsker den radius udvidet, eller at hele landbruget nær boringen skal omlægges til økologisk drift, skriver dr.dk.

- Vi er nødt til at stoppe med at sprøjte oven på vores drikkevand, siger Ida Auken, miljøordfører fra Radikale Venstre, til dr.dk.

Finansiering over pesticidafgiften

Hvis landmanden bliver frataget retten til at sprøjte, som han gør i dag, vil det medføre et økonomisk tab. Et studie fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet har beregnet, at landbruget skal have mellem 800 og 1300 kroner pr. hektar for at droppe sprøjtegifte nær vandboringer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Hvis regningen skal betales af de danske vandforbrugere, beløber det sig til seks kroner ekstra på hver families vandregning, skriver DR.

- Når det er så billigt, så er der ingen grund til ikke at få det gjort, siger Ida Auken, som får opbakning fra sin kollega i Socialdemokratiet:

- Det, der er afgørende for os, er, at vi får forbudt sprøjtegifte tæt på vores drikkevand, og det kan man jo finansiere på flere forskellige måder, siger miljøordfører Christian Rabjerg Madsen (A).

Også SF melder sig under forbuds-fanerne:

- Man kunne starte med at finansiere det over pesticidafgiften. Men vi føler os sikre på, at danskerne er klar til at betale lidt mere, hvis det kan sikre rent drikkevand, siger miljøordfører Trine Torp til DR.