Selvom regnen kommer sent, så glæder mælkeproducent Rick Van Heesch sig over udsigten til at spare penge på vanding.

Vejrskiftet falder på et tørt sted for mælkeproducent Rick Van Heesch fra Vridsted. Han har hele sommeren som alle andre landmænd måtte bruge mange penge på vanding af sine marker.

- Vi kan spare en hel masse i vand i første omgang, fordi vi ikke skal ud og trække vandingsmaskiner ud. Og så giver det lige pludselig en del mere foder, siger han til TvMidtvest.

Landmanden har nemlig valgt at vande ekstra meget gennem den varme og tørre sommer. Og det har kostet dyrt.

- Det har kostet cirka en halv million for vores vedkommende, siger han

Han glæder sig især over, at udsigten til, at græs til foder ser ud til at klare sig bedre end ventet i tørken.

Den kommende uge er der udsigt til et sted mellem fem og 15 millimeter regn per dag.