DLG har de seneste år haft fokus på frasalg af virksomheder, som ikke er en del af koncernens kerneforretning.

Frasalget er ifølge topledelsen gennemført i et kontrolleret forløb med betydelige frasalg i slutningen af 2015 og begndelsen af 2016.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kongskilde er en virksomhed, vi bruger utrolig mange ressourcer på.

- Kim Balle, Group CFO DLG

Dog mangler DLG stadig at afhænde Kongskilde.

I 2014-regnskabet gennemførte DLG ekstraordinære nedskrivninger af værdierne i Kongskilde som en del af den igangværende turn-around proces. Nedskrivningerne og omstruktureringer havde en samlet negativ nettoeffekt for DLG-koncernen på 555 millioner kroner, og dermed skulle Kongskilde være gjort klar til salg.

Flere interesserede

Men trods meget åbenlyse signaler om at Kongskilde længe har været til salg, er det endnu ikke lykkedes at afhænde virksomheden.

Trods DLG's interesse i at komme af med Kongskilde, har der i 2015 været flere mulige købere, som har vist interesse for Kongskilde, men som DLG pænt har takket for henvendelsen og bedt om at vente nogle måneder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt andet kom der henvendelser som følge af en meget succesfuld lancering på messen af Kongskildestartegien "one brand - one strategy".

- Vi blev meget positivt modtaget på Agritechnica, svarer Kim Balle som reaktion på den meget direkte interesse, som Agco-koncernen meldte ud til Maskinbladet under messen.

Stabilisering

Forklaringen på DLG's henholdende svar til interesserede købere er ifølge Group CFO Kim Balle fra DLG, at DLG gerne vil bevise, at en restrukturering er gennemført, og at DLG står med en god virksomhed.

- Kongskilde er en virksomhed, vi bruger utrolig mange ressourcer på. Vi har i to år været optaget af restruktureringsarbejde i Kongskilde, og i 2016 står vi med en ret flot virksomhed, hvor det hele står snorlige, siger Kim Balle.

- I 2015 har det handlet om at stabilisere Kongskilde i markedet og først derefter få virksomheden solgt. Vi har haft fokus på at få ro på i Kongskilde og være nede i maskinrummet og optimere, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Underskud 120 millioner

Kongskildes regnskab offentliggøres først til maj, men allerede nu fortæller Kim Balle, at Kongskilde i 2015 fik et underskud efter skat på cirka 120 millioner kroner og måtte indkassere et omsætningsfald på 13 procent til 926 millioner kroner.

- Det er et omsætningsfald, som svarer meget godt til markedsforholdene og dermed det fald, branchen generelt har oplevet i 2015, siger Kim Balle.

Han tilføjer, at Kongskilde er svær virksomhed at omstille til mere fleksibilitet i produktionen, så det er hurtigt at tilpasse den, hvis markedsvilkårene ændres.

Det er en af forklaringerne på den negative udvikling fpor Kongskilde i 2015, for året bød ifølge Kim Balle på et fald i markedet, som ingen havde forudset, og der var derfor heller ikke taget højde for det, da DLG i regnskabet for 2014 nedskrev ekstraordinært på Kongskilde. Ud over det betydelige underskud også i 2015 har der været yderligere en nedskrivning på Kongskilde, som dog ifølge Kim Balle er en mindre nedskrivning set i forhold til DLG's samlede forretningsomfang.

Han venter ikke, at Kongskilde opnår balance på bundlinjen i år, men han forventer et forbedret resultat i forhold til 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I 2016 er der en forventning om, at markedet viser et lille plus eller en svag negativ tendens, tilføjer han.

Vanskelig timing

Kim Balle erkender, at timingen af Kongskilde-salget er en svær balancegang.

På den ene side kan det give en bedre pris at stå med en veltrimmet virksomhed. På den anden side er Kongskilde en del af et verdensmarked, der oplever en ganske betydelig konsolidering, og dermed kan interesserede købere let vælge at købe andre virksomheder i stedet for at vente på Kongskilde. Og en anden overvejelse, som taler for et salg, inden Kongskilde er færdigtrimmet, er, at en interesseret køber selv kan gøre en del af arbejdet, fordi der kan være dele af Kongskilde, som køberen kan have andre planer med, og en integration i køberens virksomhed kan også kræve tilpasninger, selv efter DLG's trimning af Kongskilde.

- Det er selvfølgelig overvejelser, vi gør os i ledelsen, erkender Kim Balle.

Trods Kim Balles lidt afventende indstilling til at salg af Kongskilde, erkender han, at det er en proces, som ikke kan køre i mange år.