Med virkning fra 1. januar er Pernille Stenstrup Christiansen, 43 år, blevet ny landechef for landbrug i Danske Bank. Dermed tager hun endnu et trin op af karrierestigen.

Det er kun halvandet år siden, at hun blev kundedirektør for Danske Banks Landbrugscenter Sjælland (Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm) med ansvar for både Danske Bank og Realkredit Danmarks landbrugsfinansiering. En stilling, som hun fortsætter med at varetage som landechef.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg glæder mig rigtig meget til at stå i spidsen for vores landbrugskunder og være med til at skabe holdbare løsninger i samarbejde med et erhverv i modvind. Vores landbrugskunder må ikke være i tvivl om, at vi kerer os om dem. Jeg ser dog også ind i en periode, hvor de lave priser på landbrugsprodukter vil forøge strukturudviklingen af landbruget mod større enheder, siger Pernille Stenstrup Christiansen.

Øget fokus på landbrugskunderne

Pernille Stenstrup Christiansen indtræder i en nyoprettet stilling som landechef for bankens landbrugskunder som led i, at Danske Bank rent organisatorisk samler sine landbrugscentre i én landsdækkende enhed.

Tidligere lå de fem landbrugscentrene fordelt i fire forskellige organisatoriske enheder som et resultat af, at de rent geografisk ligger fordelt ud over landet.

- Vores landbrugskunder fortjener større fokus. Ved at samle vores faglige kompetencer og have en fælles chef får vi bedre mulighed for at række ud til relevante samarbejdspartnere og interessenter - både eksternt og internt. Og vigtigst af alt skal vores nye indretning gerne resultere i, at vi kan levere endnu mere kvalitet i rådgivningen til vores landbrugskunder, siger Pernille Stenstrup Christiansen.

Den nyudnævnte landechef har været i den finansielle sektor i 16 år og har haft en stribe forskellige chefstillinger siden 2004.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landet og livet derude er ikke fremmed for Pernille. Hun er vokset op i Frederikshavn, hvor hendes far som hobby havde en minkfarm med 1500 tæver. Hun er oprindeligt uddannet på Landbohøjskolen som cand.agro med fokus på husdyr og det finansielle.