Rostgaard Maskinstation har købt en 24 rækket Horsch majssåmaskine til levering forår 2015.

Når majssåningen starter op i foråret 2015, så bliver det med en helt ny 18 meter majssåmaskine på 24 rækker, som Rostgaard Maskinstation i Sønderjylland kan tilbyde til sine kunder.

Den nye Horsch Maistro SW24.75 er den første af sin slags i Danmark, og er uden tvivl Danmarks bredeste majssåmaskine.

- En mand skal kunne nå mere og mere, og så er maskinen forholdsvis billig pr. række, fortæller Jørgen Rostgaard, indehaver af Rostgaard Maskinstation om baggrunden for købet af den kæmpe maskine.

Han fortæller desuden, at baggrunden for købet af en 24 rækket majssåmaskine og ikke eksempelvis en 16 rækket også har sin begrundelse i majsrenseren:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi vil gerne fortsætte med at rense majsen med en liftophængt majsrenser, og derfor skal det helst passe med 12 rækker, påpeger Jørgen Rostgaard.

Afblænding med GPS

Rostgaard Maskinstation har i forvejen en 12 rækket Horsch majssåmaskine og maskinen roses for sin høje driftsikkerhed:

- Vi er glade for Horsch-maskiner, og mener det er noget solidt grej, som har en høj driftsikkerhed.

Maskinstationen råder også over en seks meter Horsch Pronto disc-såmaskine, en helt ny Horsch Focus TD tandsåmaskine samt en ny otte meter Horsch Joker RD disc-harve til sæson 2015.

- Til sæson 2015 får vi sektions-afblænding af de enkelte rækker på vores 12 rækket Horsch majssåmaskine, som bliver styret af GPS, og det får vi også leveret på den nye 24 rækkede majssåmaskine, forklarer Jørgen Rostgaard og uddyber:

- Det er en god tryghed for vores kunder, at vi benytter minimalt majsfrø i kiler og lignende, og desuden en stor nødvendighed på den 24 rækkede såmaskine, da der vil gå alt for mange rækker spildt i en spids kile.

- Gødningsskæret er ophængt i et parallelogramophæng sammen med såenheden, og det giver en rigtig god sikkerhed for korrekt placerede gødning, påpeger Jørgen Rostgaard.

Han bakkes op af Arne Gejl, salgs- og marketing og rådgivning hos den danske Horsch importør, Stroco-Agro:

- Det er simpelthen nødvendigt, at gødningsplaceringen følger såenheden på såmaskinen, når vi er oppe i 18 meters arbejdsbredde, understreger Arne Gejl.

Stor tankkapacitet

På den nye bugserede majssåmaskine matcher tankkapaciteten de mange såenheder:

- På såmaskinen er der plads til 7.000 liter gødning og 2.000 liter majsfrø, fortæller Arne Gejl, som også gør opmærksom på en løfteanordning, som Rostgaard Maskinstation får monteret på såmaskinen før levering:

- På den måde kan der fyldes op med majsfrø og gødning direkte i marken, påpeger Arne Gejl.

Jørgen Rostgaard fortæller, at mange kunder selv har majsfrøene stående i små sække, og til det formål har maskinstationen en storsæk med ude i marken, hvor de små sække tømmes i, inden det hele afleveres i så-tanken.

Kører ikke i rækkerne

Rostgaard Maskinstation kører med dobbelt tvillinghjul ved majssåningen, hvor både traktor og majssåmaskine kører mellem majsrækkerne.

- Vi har ét år kørt med normale tvillinghjul på traktor og såmaskine, og det har vi kun gjort én gang, da resultatet bestemt ikke blev godt, prioriterer Jørgen Rostgaard, som dermed også vil monterer dobbelthjul på den nye 24 rækkede majssåmaskine.

Han fortæller desuden, at maskinstationen håber, at der med den ny maskine kan slippes for at blive kørt i døgndrift i sæsonen.

Flere maskiner til Danmark

I alt er der solgt tre 24 rækket majssåmaskiner fra Horsch i Danmark til levering forår 2015. Foruden Rostgaard Maskinstation, så kommer der også en maskine til det nordjyske hos Bejstrup Maskinstation. Desuden har Skamstrup Maskinstation i det midtjyske også købt en 24 rækket Horsch majssåmaskine.