Eksporten af fødevarer fra EU til tredjelande fik en stærk start i 2019 og satte i maj rekord på 12,8 milliarder euro. Det viser en rapport fra EU-Kommissionen. Især svinekød, likør, vin og babymad er populære varer.

Når japanere, canadiere, amerikanere og kinesere står nede i supermarkedet, falder valget i stadig højere grad på danske svinekoteletter, italiensk vermouth og fransk vin. Faktisk i en sådan grad, at eksporten af fødevarer fra EUs landbrug satte rekord i maj på 12,8 milliarder euro, eller 96 milliarder danske kroner. Det er en stigning på 13 procent i forhold til maj sidste år.

Det viser Europa-Kommissionens seneste månedlige rapport om handel med landbrugsfødevarer.

Mens EU's eksport af varer generelt har været faldende de sidste 12 måneder, er der sket en vækst i eksporten af fødevarer fra landbruget. Fra juni 2018 til maj 2019 nåede den 1 billion kroner, en stigning på 4,3 procent i forhold til samme periode sidste år.

Det markante opsving i maj er især drevet af efterspørgsel på svinekød, spiritus og likør, vin og vermouth og babymad, men hvede, wienerbrød og pasta ligger fortsat i stabil vækst i hele EU. Efterspørgslen kommer primært fra USA og Kina, som er de to lande, der importerer flest fødevarer. Men også Japan og Canada, som EU for nyligt har indgået handelsaftaler med, har ønsket flere europæiske landbrugsvarer i køledisken.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Dansk spiritus og rug når USA

I Danmark er den samlede eksport af landbrugsfødevarer udenfor EU steget knap en procent mellem 2017 og 2018, fremgår det af Danmarks statistik. Her går størstedelen ligeledes til USA og Asien, og begge steder har forbrugerne fået øjnene op for nye danske varer. I USA er spiritus og rug begyndt at indfinde sig i supermarkederne, og i Kina har fisk og svineprodukter fanget forbrugernes interesse.

Desuden er den danske eksport af sukker og sukkerroer til USA stødt stigende, hvor den i resten af EU er faldet med 315 millioner kroner.

Selvom handelsaftalen med Canada ikke formelt er godkendt af medlemmerne af Europa-Parlamentet, er reelt i kraft, og den danske eksport til Canada er steget kraftigt siden 2017 på en række fødevarer. Også her er svinekød blandt de mest populære danske varer. Så populære, at canadierne fra 2017 til 2018 har importeret svin til avlsbrug for knap 700.000 kroner.

Foder stiger, palmeolie falder

Importen af fødevare fra tredjelande til EU er ligeledes steget med 80,3 milliarder kroner, som svarer til seks procent over niveauet i maj 2018. Det sætter det månedlige overskud på handelsbalancen for fødevarer fra landbruget på 15,8 milliarder kroner.

De største stigninger i importen er for oliekager, kakaobønner, tropisk frugt og vegetabilske olier, der alle ligger omkring 570 millioner kroner i hver kategori. De største fald i importen er sket for citrusfrugter, sojabønner, palmeolie og olivenolie, for sammenlagt 112.5 millioner kroner.

Den stærke eksport i 2019 mod den noget svagere import har resulteret i, at handelsoverskuddet i perioden juni 2018 til maj 2019 ender på 16,5 milliarder kroner mere end året før og har dermed nået et rekordniveau på 180,8 milliarder.