Hvad kommer først - service eller salg? Hos en del forretninger skal man tænke over svaret, men ikke hos RP Maskinservice.

- Det er lige vigtigt. Når folk køber en maskine hos os, så er det lige så meget vores service, de køber. Og så er vi selvfølgelig heldige med at have et rigtig godt mærke i Krone, fortæller Rasmus Pejs, indehaver af RP Maskinservice i Kongerslev.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Virksomheden er fra 2001, hvor Rasmus Pejs begyndte at arbejde selvstændigt med service af landbrugsmaskiner. Siden tog udviklingen fart, så der i dag er 13 ansatte.

- Det største spring kom i 2014, hvor vi fik forhandling af Krone og Amazone. Herefter begyndte det at gå rigtig stærkt. Vi havde lige bygget nyt og var overbevidste om, at vi var fremtidssikret, men allerede i dag er lokalerne ved og være for små, fortæller Rasmus Pejs.

Sidste år blev der solgt fem Krone-snittere og i alt passer man ca. 25 snittere i Nordjylland

- Salget ændrer sig hele tiden. I år er det for eksempel Krone pressere og skårlæggere, der har været stor efterspørgsel efter og med skårlæggerne har vi måtte melde udsolgt til i år, fortæller Rasmus Pejs.

Et stort spring

I 2014 var det en lidt tøvende Rasmus Pejs, der tog forhandlingen af maskiner ind i virksomheden, fordi den rene servicevirksomhed egentlig gik ganske godt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Brøns Maskinimport troede meget på os og pressede på, fordi den tidligere forhandler i området havde ophørt sammenarbejdet. Vi var i forvejen gode til høst, halm og pressegrej, så det var ikke nyt for os, men det er kommet til at ændre meget for os, beretter han.

Inden forhandlingen af maskiner i 2014 var 80 procent af kunderne landmænd og 20 procent maskinstationer.

- Det er lige omvendt i dag, hvor vi laver klart mest for maskinstationer. For fire, fem år siden var der en del landmænd, der blev lukket her i området, og der var vi heldige med at være valgt af maskinstationer, der aftog Krone. Samtidig har vi Amazone, der henvender sig mest til landmænd, fortæller Rasmus Pejs.

Styrken er fleksibilitet

De fleste større forhandlere har for længst indset vigtigheden af service, men her mener Rasmus Pejs fortsat, at man har lidt ekstra.

- Jeg tror, at kunderne værdsætter vi er fleksible. Rigtig mange steder bliver man puttet i bokse, men her ved de, at de altid kan ringe til os og få en montør ud eller et svar. Det har man også andre steder, men her kan de kontakte os direkte og skal ikke igennem fx en vagtelefon, fremhæver Rasmus Pejs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig med servicedelen er der blevet opbygget et reservedelslager, og med et transportfirma kan en manglende reservedel skaffes på blot to til tre timer i tilfælde af akutte nedbrud.

Også på andre områder kan fleksibiliteten mærkes i virksomheden, hvor Rasmus Pejs som eksempel nævner den netop overståede høst.

- I år har alting været helt anderledes, fordi 90 procent af høsten er faldet inden for de uger, hvor vi normalt afholder sommerferie, men her har folk været fleksible, så vi alligevel har fået alting afviklet, konstaterer Rasmus Pejs.

Vil kende kunden

Trods den gode succes de senere år er der ikke umiddelbare planer om vokseværk.

- Det er ikke et succeskriterie, at vi skal vokse. Nogen vil måske sige, at det er en fejl, at vi ikke har større ambitioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har en forholdsvis personlig relation til vores kunder, så vil vi hellere kende hver en mand, der kommer ind ad døren og kende hans maskine, end at vokse os store, siger Rasmus Pejs.

Han vil naturligvis gerne sælge flere maskiner, men afviser umiddelbart, at det kan komme på tale at få flere afdelinger.

- Kunderne skal kunne få fat på os, og vi er så heldige, at vi i Krone og Brøns Maskinimport har et stærkt bagland, som ser på service på samme måde som os og som har folk, der kan tage stilling og kender produktet. Der er kort vej til viden for alle, fremhæver Rasmus Pejs.