Det er ikke kun i virksomhedens navn, at Bøgely Maskinservice benytter ordet service, det er en fast forankret del af virksomheden, og man mærker det straks, når man besøger det midtsjællandske værksted sydøst for Ringsted. Vi havde ikke mere end lige fået fotograferet alle mand foran de seks servicebiler i den tidlige morgensol, inden de første biler var på landevejen, og der igen var fuld liv på værkstedet.
- Der er godt gang i den, og det er jo skønt, fortæller Kristian Kjær Hansen, indehaver af Bøgely Maskinservice, og samtidigt værkfører og sælger i den voksende forretning, som han driver på 11. år.