Lyt til artiklen:

Danish Crown fordobler forsikringskrav

00:00
Hastighed: ???x
02:03

Hvis slagtedyr, der ikke skulle være sendt af sted, leveres til et af Danish Crowns slagterier og forarbejdes, kan det resultere i tilbagetrækninger af større partier kød, som herefter skal destrueres med de økonomiske omkostninger, der er forbundet hertil.

Derfor har det siden 2011 været et krav, at andelsejere har en produktansvarsforsikring for at kunne levere til Danish Crown, og pr. 1. august 2024 kræves det, at forsikringssummen på denne er mindst 10 millioner kroner ved levering af slagtegrise, det skriver slagteriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tidligere har summen været på det halve, nemlig 5 millioner kroner.

- Det er heldigvis utrolig sjældent, at produktansvarsforsikringerne aktiveres, fordi dyr er fejlleveret til slagtning, men skulle det ske, skal den kunne dække det tab, der måtte være forbundet hermed. Derfor er det blevet besluttet at øge kravet til forsikringssummen på slagtegrise fra tidligere 5 til 10 millioner kroner, så vi er på den sikre side i tilfælde af tilbagetrækninger, siger Nicolaj Nørgaard, direktør for Ejerservice i Danish Crown.

Danish Crown har indgået et samarbejde med Marsh McLennan, som fremadrettet vil administrere produktansvarsforsikringerne i If. Det er dog ikke et krav, at man som andelsejer er forsikret gennem et bestemt selskab.

Slagteriet beder derfor andelshavere med selvstændig forsikring bekræfte med certifikat udstedt af deres forsikringsselskab, at de har en forsikringssum på 10 mio. kr. for produktansvar senest pr. 1. august.

Den nye forsikringssum er fra 1. april 2024 gældende for alle grise- og soandelsejere, der er forsikret via aftalen med If.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forsikringssummen for kreaturandelsejere er uændret på 5 millioner kroner.