Lyt til artiklen:

Trods konkurs får Nordic Waste to påbud af Miljøstyrelsen

00:00
Hastighed: ???x
03:16

Miljøstyrelsen har i dag udstedt to påbud til virksomheden Nordic Waste. I en pressemeddelelse oplyser ministeriet, at der i påbuddene bliver stillet krav om, at der bliver lavet forebyggende foranstaltninger og givet dokumentation for økonomisk sikkerhedsstillelse.

- Myndighederne tager det her skridt på trods af, at virksomheden har erklæret sig konkurs. Det sker for at sikre, at vi har taget alle nødvendige skridt i processen med at forfølge vores princip og vores ambition om, at forureneren skal betale for at afværge de alvorlige skader på miljøet, siger miljøminister Magnus Heunicke i meddelelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nordic Waste har indtil mandag klokken 16.00 til at fremlægge sikkerhedsstillelse.

Tonsvis af forurenet jord fra minkgrave kørt til Nordic Waste

Se også:

Tonsvis af forurenet jord fra minkgrave kørt til Nordic Waste

Det ene påbud pålægger virksomheden at lave afværgeforanstaltninger og sikre miljøet. Det andet pålægger virksomheden at stille en sikkerhed for, at den kan betale for oprydningsarbejdet.

Tålepåbud til lodsejere

Samtidigt med påbuddene har Miljøstyrelsen udsendt tålepåbud til berørte lodsejere ledsaget af et forklarende følgebrev.

I pressemeddelelsen oplyser styrelsen, at tålepåbuddet er en forudsætning for, at virksomheden eller eventuelt Miljøstyrelsen kan foretage den nødvendige indsats for at afværge miljøskade, hvis indsatsen skulle påvirke de berørte lodsejeres grunde.

Miljøstyrelsen forklarer i følgebrevet til lodsejerne, at selvom virksomheden har indgivet konkursbegæring, er det ikke til hinder for, at Miljøstyrelsen udsteder påbud og stiller krav om finansiel sikkerhed. Disse krav vil blive rettet mod konkursboet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det understreges i følgebrevet, at selvom man har modtaget et tålepåbud, så er det ikke sikkert, at ens ejendom i sidste ende vil blive påvirket af de forebyggende indsatser. Randers Kommune har allerede forebyggende indsats på nogle ejendomme. Såfremt det vil blive nødvendigt at benytte yderligere ejendomme, vil ejerne blive kontaktet direkte.

Påbud til virksomheden og tålepåbud til lodsejerne kommer på baggrund af en afgørelse fra Randers kommune af 23. december 2023, hvor det blev konkluderet, at der er overhængende fare for en miljøskade på Alling Å samt visse arter.

Miljøstyrelsen har, som en del af håndteringen og behandlingen af sagen om jordskredet ved Nordic Waste i Randers Kommune, bedt eksperterne i De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) om en vurdering. GEUS har kortlagt jordskredsaktiviteten i området de seneste fem år og vurderet den sandsynlige årsagssammenhæng mellem jorddeponiet og det aktuelle jordskred.

Miljøstyrelsen har bedt GEUS - forsknings- og rådgivningsinstitution i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet- undersøge jordskredet i Randers.

Hovedkonklusion fra GEUS er, at det er deponeringen af jord, som er den primære årsag til jordskreddet, og at jordskreddet sandsynligvis ikke kan betegnes som en naturbegivenhed af usædvanlig og uundgåelig karakter, skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse mandag.