Lyt til artiklen:

Erhvervsskolen Hansenberg går økologivejen

00:00
Hastighed: ???x
02:24

Det har været undervejs i mange år, men nu har uddannelsesinstitutioner, der har landmandsuddannelsen, mulighed for at udbyde et helt nyt økologispeciale. Altså, hvis skolerne selv ønsker det. Og det gør erhvervsskolen Hansenberg i Kolding, som i forvejen udbyder specialet husdyr - herunder retningen akvakultur - på landmandsuddannelsen.

- Vi vil gerne bidrage til, at flere unge mennesker får mulighed for at specialisere sig inden for økologi. Samtidig er det helt i tråd med Hansenbergs bæredygtighedsprofil, fortæller skolechef ved Organia på Hansenberg Niels Peter Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er da også en helt naturlig beslutning, at Hansenberg har grebet den nye mulighed, for efter en længere omlægningsperiode begyndte skolen for snart fire år siden at levere økologisk mælk til mejeriet Naturmælk, skriver Hansenberg i en pressemeddelelse.

Vækst og efterspørgsel

Omlægningen til økologisk drift har betydet, at skolens elever får underbygget den teoretiske undervisning i økologi og bæredygtighed med praktisk undervisning.

- Økologi er et område med massiv politisk bevågenhed, som ikke bare går væk igen. Den økologiske fødevareproduktion vil fortsat vokse, og blandt fremtidens landmænd er der en gruppe, som kan se en økonomisk mulighed - og altså ikke udelukkende er drevet af ideologi, fortæller Niels Peter Hansen.

Det er blandt andet derfor, skolechefen mener, at der er grobund for det nye og helt særlige tiltag. Også hos Landbrug & Fødevarer (L&F) ser man et stort potentiale:

- L&F har været med til at skubbe på for at få etableret et økologispeciale, fordi der er en efterspørgsel fra nogle landbrugsskoler - og blandt økologiske landmænd, fordi de har oplevet, at de elever, som de har fået i lære, ikke har vidst så meget om økologi. De har manglet den holistiske tilgang til fødevaresystemet, siger chefkonsulent ved Økologi, L&F Hanne Børsch og tilføjer:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Samtidig er der politiske ambitioner om at fremme økologien, og i L&F tror vi på, at økologisk fødevareproduktion kommer til at vækste. Derfor giver det rigtig meget mening, at de unge dykker mere ned i netop det, siger Hanne Børsch.