Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Skovens yngste fagfolk skærer igennem
For første gang bliver Skovbrugsmesterskaberne for elever afholdt på Have & Landskabsudstillingen.
Det sker torsdag 31. august. Her finder konkurrencen sted på fagmessens særlige område for Skovudstyr- og maskiner, oplyser Have & Landskab i en pressemeddelelse.
Eleverne skal igennem en række discipliner, som alle er typiske skovarbejderopgaver. Det fortæller underviser og vejleder Matias Skov Jonesen fra Skovskolen ved Københavns Universitet.
- De skal både vise hurtighed og teknik og forstand på at vedligeholde udstyret. Vi har mærket en stor interesse fra både virksomheder og elever, udtaler han i pressemeddelelsen.
Mindst 10 deltagere
Arrangørerne bag mesterskaberne er brancheforeningen, Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E), Danske Skoventreprenør Forening (DSF) og Skovskolen i samarbejde med Have & Landskab.
Tilsvarende konkurrencer er siden 2017 blevet afholdt for skov- og naturteknikerelever på Langesømessen på Fyn.

Arrangørerne regner med, at mindst 10 elever fra hele Sjælland deltager i Skovbrugsmesterskaberne, og hos Danske Maskinstationer og Entreprenører tvivler chefkonsulent Claus Clemmesen ikke på, at arbejdet med at stable mesterskaberne på benene er umagen værd.
- Vi lever af det her fag, og vi lever af, at der er folk, som træder ind i erhvervet. Selv de bedste fagfolk bliver jo ældre, så der skal nyt blod til, og vi er jo i konkurrence med mange andre erhverv om de unge, siger han.
Masser af frisk luft
Af den grund giver det ifølge chefkonsulenten mening at lave lidt larm og en sjov dag og sætte fokus på de mange positive sider, der er ved uddannelsen til skov- og naturtekniker.
- Det er ikke noget med at troppe op samme sted dag efter dag. I skoven skal man udføre sine opgaver, men man kan ofte planlægge sin arbejdstid, så den passer med privatlivet, siger Claus Clemmesen og forsætter:
- Og det er en enorm fordel. Sammen med al den friske luft selvfølgelig, siger han.
De fem discipliner
De dygtigste skov- og naturteknikerelever kæmper i følgende discipliner: Sværdvending, Afkvistning, Hurtigskæring, Fældning og Skiveskæring.

Konkurrencen foregår på tid, og der kan blive pålagt straftid, hvis eksempelvis "Fældning" resulterer i, at træet lander for langt fra målepinden.
Foruden æren er der også præmier at vinde, oplyser Have & Landskab.