Lyt til artiklen:

Hornsyld Købmandsgaard vinder internationale soja-konkurrence

00:00
Hastighed: ???x
02:21

TripleA, der er ejet af Hornsyld Købmandsgaard har sammen med sin partner i USA, Satavie, vundet førstepladsen i en international konkurrence om at have det mest innovative bud på anvendelse af sojabønner.

De var oppe mod 80 andre deltagere, og Satavie bliver belønnet med 100.000 amerikanske dollars.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er helt vildt, så vi kan næsten ikke få armene ned, og det er en fantastisk anerkendelse af vores produkt, som kan få stor betydning for afsætningen på det globale marked, siger Hans Jørn Holm, der er salgsansvarlig i TripleA i en pressemeddelelse.

Vinder-produktet er AX3, som er udviklet på TripleA, og det var både teknologien og produktet, der blev bedømt og fremhævet.

rich-media-2
Vinderplaceringen i den internationale soja-konkurrence kan få stor betydning for udbredelsen af AX3 fra TripleA i Hornsyld, vurderer Hans Jørn Holm (t.v.) og Lasse Jakobsen (t.h.). Foto: TripleA

AX3 er et proteinkoncentrat til husdyrfoder produceret af sojaskrå. Der er tale om proteiner af høj kvalitet, og det bruges til dyr, der har brug for et nænsomt og højtfordøjeligt foder, for eksempel smågrise og kyllinger samt til fiskefoder til akvakultur.

- AX3 sikrer en høj fordøjelighed og reducerer risikoen for diare, når vi taler om smågrise. Mange har været nødsaget til at gå ned i proteinindhold, da zink i svinefoder blev udfaset, men med AX3 er det ikke nødvendigt. Meget lav PH og syrebindingskapacitet hjælper grisen godt på vej med at øge fordøjeligheden af foderet, forklarer Hans Jørn Holm.

Stort potentiale

Lasse Jakobsen er direktør i Satavie, som er det selskab, der sælger TripleA's produkter i USA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har i en årrække solgt AX3 i Canada med succes, og placeringen bidrager selvfølgelig til ekstra stor interesse særligt i USA, siger Lasse Jakobsen, der er født i Danmark og har boet og arbejdet i Canada og USA siden 2003.

Han forventer, at zink i foderblandinger til svin ligesom i EU også vil blive udfaset i USA inden for få år, og at det vil skabe en øget interesse for AX3.

Satavie vil nu bruge præmien til at opgradere virksomheden og lave endnu flere praktiske forsøg med produktet samt fortsætte opbygningen af en kundebase i USA.