Rapporten fra Iowa University opererer med to hypotetiske scenarier. Et hvor smitten ikke kommer under kontrol i løbet af en 10 års periode. Og et andet hvor sygdommen kommer under kontrol, og eksporten af grisekød fra USA kan genoptages indenfor to år, skriver L&F Markedsnyt for uge 15.

I begge scenarier forventer man et umiddelbart prisfald på levende svin på 40-50 procent, som er nødvendigt for at få spist alt det grisekød, der normalt eksporteres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I det første scenarie, hvor svinepesten ikke kommer under kontrol, forventer man en kraftig nedskalering af svineproduktionen i USA i løbet af fem år, hvor producenterne oplever store økonomiske tab. Derefter en amerikansk produktion af svin på et lavere niveau. I det andet scenarie forventer man også en periode med store tab for producenterne. Men her vil man være tilbage på eksportmarkederne, inden produktionen for alvor falder markant, skriver Markedsnyt.