Lyt til artiklen:

Kampagne for smittebeskyttelse: - Sjovere at passe sunde end syge grise

00:00
Hastighed: ???x
03:09

Med kampagnen McMarts har medicinalfirmaet Ceva Animal Health hele marts haft fokus på smittebeskyttelse i grisestaldene. Der er nemlig flere fordele for den enkelte besætning ved god smittebeskyttelse.

- Er man i stand til at forhindre smitte kommer ind i besætningen og forhindre at smitte spredes mellem grisene, særligt fra ældre grise til yngre grise, så kan man formentlig forbedre produktiviteten. Herudover er der en ekstra gevinst ved, at man også opnår højere velfærd, lavere antibiotikaforbrug og større arbejdsglæde. Det er bare sjovere at passe sunde grise end syge grise, siger Charlotte Sonne Kristensen, der er nordisk produktchef og specialdyrlæge hos Ceva Animal Health i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ceva Animal Health leverer lægemidler, vacciner og frihandelsvarer til både produktions- og kæledyr, og virksomhedens kampagne har kørt på Facebook og som podcasts, og et fagligt univers er blevet opbygget på Ceva's hjemmeside. Samtidigt har det været muligt at lege med i en "Tip en 13'er", hvor man kunne teste sin viden om god smittebeskyttelse.

rich-media-2
Ifølge Ceva Animal Health skal alle pattegrise have råmælk. Råmælken indeholder antistoffer, som beskytter grisene mod sygdomme. (Foto: Ceva)

Svarene fra testen gav en indikation på, hvad der kører, og hvad der kører mindre godt i nogle besætninger.

- Generelt var besvarelserne helt i tråd med anbefalingerne. Alle svarede, at de skiftede tøj før adgang til besætningen; at man havde gjort sig tanker om, hvordan man flyttede grise rundt, og man bekæmpede mus og rotter samt brugte vacciner, siger Charlotte Sonne Kristensen.

Plads til forbedring

Seks procent svarede, at de ikke tjekkede vaske- eller desinfektionscertifikater på lastbiler før udlevering, og ifølge Charlotte Sonne Kristensen er det et af de steder, hvor fokus er nødvendigt for at undgå afrikansk svinepest.

- Det er særligt her, det fælles ansvar kommer ind, for vogne, der ikke er rengjorte og desinficerede efter reglerne, kan have smitte med. Brug tjekvogn.dk eller app-løsningen til at tjekke vognene, opfordrer Charlotte Sonne Kristensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

21 procent fjernede ikke den yderste pakning af sædpakker og medicin, men tog hele kassen med ind i stalden.

- Det er ligesom, hvis du undlader at tage det yderste lag tøj af, inden du går ind i stalden. Der kan sidde smitte på det yderste lag, forklarer Charlotte Sonne Kristensen.

Beskyt grisene mod pandemisk influenza

85 procent svarede, at de gør en aktiv indsats for ikke selv at smitte grisene, blandt andet ved at blive hjemme, hvis de følte sig syge eller ved at lade sig vaccinere mod influenza.

- Jeg er virkelig glad for, at så mange tager ansvar for ikke selv at overføre smitte til grisene, ved for eksempel at lade sig vaccinere mod influenza. Det er jo rigtig træls at smitte besætningen med pandemisk influenza, som er den type influenza, vi mennesker kan smitte grisene med. I Ceva's årlige influenzaovervågning, kan vi se, at den pandemiske influenza er i kraftig fremmarch blandt grisene. Så vi skal passe på grisene samtidigt med, at vi passer på os selv, siger Charlotte Sonne Kristensen.

Ceva Animal Health forventer, at kampagnen McMarts kører igen til næste år.