Lyt til artiklen:

Smågriseandelsejerskab skal holde grise i Danmark

00:00
Hastighed: ???x
04:32

I efteråret nedsatte Danish Crowns repræsentantskab et vedtægtsudvalg, der skal komme med forslag til en modernisering af det 137 år gamle andelsselskab. Udvalget er nu klar med sit første forslag, som skal gøre det muligt for producenter af smågrise at blive andelsejere og få restbetaling for de smågrise som sælges og senere slagtes af Danish Crown.

- Det her er et tilbud til smågriseproducenter om at sikre sin afsætning, fuldstændig som en andelsejer i Danish Crown altid har været sikret afsætning af sine slagtedyr. Vi har gennem årene haft en del smågriseproducenter, der har spurgt om vi kunne lave en model, hvor de også blev andelsejere i Danish Crown og kom tættere på virksomheden. Vi så det senest i den rundspørge, som vi lavede i efteråret forud for arbejdet i vores vedtægtsudvalg, og det har nu ført til en konkret model, fortæller Asger Krogsgaard, der er formand i Danish Crown.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den model vedtægtsudvalget er kommet frem til, tildeler smågrise 15 A-kilo, som lægges oveni slagtevægten. Restbetalingen for de 15 A-kilo vil blive udbetalt til smågriseproducenten, hvis denne er andelsejer i Danish Crown.

Målet er er at mindst 90 procent af grisene skal komme fra smågriseandelsejere, og der bliver en overgangsordning som sikrer de griseandelsejere, der ikke kan finde smågrise fra smågriseandelsejere. De 15 A-kilo vil også udløse en årlig tilskrivning på den enkelte andelsejers ejerkonto, som siden indførelsen har været på mellem 5 og 16 øre pr. kilo.

Hvis smågrisene i stedet sælges med udgangspunkt i en vægt på 7-kilo, vil de være berettiget til efterbetaling og tilskrivning på ejerkontoen for 12 A-kilo. Som smågriseandelsejer binder man sig til at levere en konkret antal smågrise pr. år under hensyntagen til biologisk variation, og for den mængde gælder det, at der er leveringsret og leveringspligt, ligesom det i dag er kendt fra slagtegrisene.

- Det er bestyrelsens ubetingede mål at samle de andelsejere, der vil sikre stabile leverancer til vores fælles virksomhed. Danish Crown er selskabet for dem, der vil tage ansvar for den danske værdikæde og tror på vores strategi om at gå fra at være råvareleverandør til hele verden til at være en førende fødevarevirksomhed i Europa med fokus på forædling, siger Asger Krogsgaard og fortsætter:

- Med modellen for et smågrise-andelsejerskab skaber vi rammerne for et forpligtende samarbejde mellem smågriseproducent, slagtegriseproducent og slagteri - en slags integratormodel - som kan være med til at sikre alle parter mod de drastiske udsving, der indimellem rammer markederne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det nye andelsejerskab betyder, at der sker en omfordeling af en mindre del af restbetalingen i Danish Crown. For den integrerede producent med egne smågrise vil andelen i restbetalingen være uændret, mens en slagtegriseproducent vil afgive cirka 15 procent, som i stedet tilfalder smågriseproducenten, hvis denne er andelsejer i Danish Crown.

Denne omfordeling skal derfor alt andet lige korrigeres i prisen på smågrisene i griseringsaftalen, som i fremtiden omdøbes til en værdikædeaftale. For kreaturandelsejerne vil ændringen for grisene ikke have en påvirkning på restbetalingen, da de 15 kilo ikke vil påvirke udregningen af slagteenheder mellem grise og kreaturer.

- Det er vores klare holdning, at den her model med et længerevarende samarbejde vil skabe øget stabilitet og mere værdi for alle ejere. For de nuværende andelsejere ligger værdien to steder. En højere grad af - og gerne fuld - integration mellem alle led i værdikæden vil give Danish Crown meget præcis indsigt i antallet af grise i andelsejernes stalde. Med den viden kan der optimeres til glæde for alle andelsejere, og for slagtegriseproducenterne kan modellen samtidig give en højere grad af sikkerhed for leverancerne af smågrise, siger Asger Krogsgaard.

De konkrete modeller skal tage højde for de variationer, der findes i de forskellige handelsaftaler mellem smågriseproducent og slagtegriseproducent.

Danish Crown repræsentantskab skal tage stilling til forslaget om andelsejerskab for smågriseproducenter på et møde den 8. maj