Lyt til artiklen:

Julefred på noteringen

00:00
Hastighed: ???x
01:47

Mens forbrugerne ved kølediskene hiver flæskestege op som ivrige lystfiskere, så har julefreden indfundet sig på det europæiske marked for grisekød. Det skriver Danish Crown.

- Selv om der stadig er over to uger til juleaften, så er langt de fleste ordrer nu på plads. Vi koncentrerer os derfor om at servicere kunderne og fange de attraktive panikordrer, der altid kommer i ugerne op til jul. De næste to uger er den periode på året, hvor vi sælger den største del af vores varer fersk, og derfor er det vigtigt, at de får så meget ro som muligt på slagterierne, for at få det enorme puslespil til at gå op, for der bliver leveret en helt ekstraordinær indsats lige nu, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Salget af fersk grisekød i Europa er fortsat båret af en god efterspørgsel fra Østeuropa godt støttet af de traditionelle markeder i den sydlige del af Europa. Eksporten ud af Europa kunne helt sikkert være bedre. De asiatiske indkøbere er tilbageholdende i øjeblikket, men på nuværende tidspunkt er det uklart, om det skyldes inflationen, eller det er den nye bølge af COVID-19, der skaber usikkerhed.

- Det er ikke unormalt, at salget til dele af Asien i perioder går ned i tempo, men vi er meget opmærksomme på, om købekraften derude er svækket. Sideløbende arbejder vi målrettet på at løfte salget til vores andre markeder udenfor Europa. For det er udenfor Europa, at der er kundesegmenter, der virkelig værdsætter den kvalitet, vi står for i Danmark, og som vil betale den pris, varerne koster, siger Mads Stougaard.

Og så kommer det næppe som nogen større overraskelse, at efterspørgslen herhjemme koncentrerer om kamstege, ribbenstege og medisterpølse lige nu.