Lyt til artiklen:

Griseproducenter har bygge- og renoveringsplaner

00:00
Hastighed: ???x
03:06

Hos Vissing Agro konstaterer medarbejderne, at der er en spirende optimisme blandt flere griseproducenter, som faktisk har ret konkrete planer om renoveringer og i nogle tilfælde endda planer om nybyggeri, hvor både miljøtilladelser og tegninger ligger klar.

- Vi har haft et godt Agromek, og det samme gælder Eurotier for to uger siden, siger salgskonsulent Jens Guldhøj Lauesen, Vissing Agro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han oplever, at der kommer flere, som endda har sorte tal på bundlinjen, typisk fordi de er selvforsynende med foder.

- Men de fleste ønsker selvfølgelig et mere positivt bytteforhold, og det er selvfølgelig dyrt for dem, der er afhængige af indkøbt foder, tilføjer han.

Konkrete planer

Men alligevel møder han i disse dage på Agromek flere optimistiske griseproducenter.

- Der kommer overraskende mange med konkrete planer om renovering, og der er også flere, som har helt nye projekter, fortæller Jens Guldhøj Lauesen.

Han oplever griseproducenter, som både har miljøtilladelser på plads og fremviser færdige tegninger af deres planlagte nybyggeri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De har det bare svært med, at det er 25 procent dyrere at bygge nu, end det var for tre år siden, og derfor trækker de tiden, fordi de håber på bedre byggepriser, når mange af de store byggefirmaer får færdiggjort deres igangværende nybyggerier og kommer til at mangle noget i ordrebøgerne, fortæller Jens Guldhøj Lauesen.

- Landmænd kender udmærket prisniveauet for en stiplads eller pr. kvadratmeter, tilføjer han.

Jens Guldhøj Lauesen konstaterer samtidig, at landmænd grundlæggende er optimister, og flere af dem, han har talt med på Agromek, tror, at byggepriserne falder på et tidspunkt i 2023 - måske allerede i den første halvdel af året.

- De fleste forventer, at priserne på byggeri skal falde, men når vi taler med byggefirmaerne, fortæller de, at det endnu ikke er gået op for deres leverandører af materialer, siger han.

God notering

Jens Guldhøj Lauesen oplever, at flere landmænd faktisk synes, at 12,60 kroner er en god notering, men at det bare er omkostningerne, der er for høje.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har under Agromek talt med en del griseproducenter, som vil udskifte deres eksisterende inventar, fordi det er tiltrængt. Andre vil sætte nyt inventar ind i en forpagtet eller tilkøbt slagtesvinestald, så de selv kan færdigfede deres smågrise, fordi smågrisene indbringer for lidt.

- Når det handler om inventar til søer, ser vi mange, som ønsker noget inventar, der er magen til det, de allerede har, fordi det er systemer de kender og ved fungerer. Andre benytter anledningen til at lave om, siger han.

Spørgsmålet om løsgående farende søer er selvfølgelig i fokus, men Jens Guldhøj Lauesen oplever, at de fleste er tilbageholdende.

- De ved godt, at stierne koster det dobbelte alene i udgiften til inventaret. Og så koster det flere kvadratmeter. Så den slags sælger vi ikke, uden at der er tilskud til det. Så måske kommer der nogle projekter i forbindelse med en tilskudsrunde, som har ansøgningsfrist den 10. januar, siger han.