Lyt til artiklen:

Kverneland ændrer forhandlerstruktur på Sjælland og Lolland-Falster

00:00
Hastighed: ???x
02:51

Kverneland Group Danmark har netop meldt ud, at man laver ændringer i forhandlernetværket på Sjælland og Lolland-Falster.

I en pressemeddelelse skriver producenten, at Kvernelands produkter fremover skal forhandles og serviceres af Røstofte Maskiner og Slagelse Maskinforretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har et ønske om at konsolidere vores forhandlere, så vi får et større flow gennem den enkelte forhandler og dermed dygtiggøre dem i forhold til produkterne, siger Jørgen Mortensen, der er markedsdirektør for Kverneland i Danmark.

Johs. Mertz er ikke med

Det betyder samtidig, at Johs. Mertz ikke længere er en del af netværket af forhandlere.

- Desværre er det sådan, at når man siger goddag til fremtiden, siger man også farvel til noget. I dette tilfælde siger vi farvel til en trofast forhandler gennem mange år, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for et godt samarbejde med Johs. Mertz A/S, siger Jørgen Mortensen.

Til Maskinbladet fortæller Jørgen Mortensen:

- Der var én for mange, og derfor skulle vi tage et valg. Det var ikke noget let valg, men det blev sådan, fortæller Jørgen Mortensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fortæller, at man fra Kvernelands side har taget en bred vurdering af, hvilke af de tre forhandlere der passede bedst ind i den nye struktur.

- Vægten i Røstoftes vægtskål var tungere end i Johs. Mertz', og derfor gik vi med dem, siger han.

Større viden hos forhandlerne

Den nye forhandlerstruktur skal styrke de forhandlere, der nu er i netværket ved, at de kommer til at arbejde mere koncentreret med Kverneland-produkter.

- Det giver os det, at vi får nogle mere dedikerede Kverneland-folk ved de forhandlere, vi så har tilbage. De opnår en større viden om produkterne og dygtiggør sig på værksted og reservedele. Det gør det også mere interessant for dem, der arbejder med det derude, at de får så meget at lave med produkterne, at de kan koncentrere sig om det, siger Jørgen Mortensen.

- Så det handler om at konsolidere sådan, at vi får et større flow ved de forhandlere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Strukturændringen skal også ses i det lys, at markedet for landbrugsmaskiner lige nu er i forandring.

- Lige nu er vi nede på et antal der ligner 7000 heltidslandmænd i Danmark, og der er intet, der tyder på, at det vender. Gennemsnitsstørrelsen er på 275 hektar, så det kræver alt andet end lige færre forhandlere, og de kunder, der er tilbage, forventer mere professionel og bedre hjælp, end hvad vi har kunnet give indtil nu.

- Så det er også et spørgsmål om at uddanne vores forhandlere bedre hele vejen rundt. Samtidig skal vi have dybere reservedelslagre rundt ved forhandlerne, så vi kan hjælpe kunderne hurtigst muligt. Så det er en blanding af mange ting, afslutter Jørgen Mortensen.