Lyt til artiklen:

Skatteekspert hos Sagro har rådgivet kunderne i 25 år

00:00
Hastighed: ???x
01:29

Den 6. januar har økonomirådgiver ved Sagro i Holstebro, Gert Mikkelsen, 25-års jubilæum.

Den 52-årige økonomirådgiver startede med at beskæftige sig med regnskaber og budgetter, men ret hurtigt sporede han sig ind på skatteregnskaber og årsrapporter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Sagro i en pressemeddelelse.

- Skatterådgivning ændrer sig hele tiden. Det bliver aldrig kedeligt. Og så er det vildt spændende at være med til at optimere kundens skatteregnskab, lyder det fra jubilaren.

For tre-fire år siden valgte han at specialisere sig yderligere, nemlig i den skattemæssige del af dødsbobeskatning.

- Det var lidt hårdt i den forbindelse at måtte afgive en stor del af mine kunder, erkender Gert Mikkelsen, der har flere kunder, som har holdt ved gennem alle årene.

Han er uddannet cand.merc. og begyndte karrieren i Grundfos' personaleafdeling. Herefter kom han - for 25 år siden - til R.A.R. Regnskabscenter (Ringkøbing Amts Regnskabskreds), der siden fusionerede til Heden & Fjorden - og efter endnu en fusion i 2016 - til Sagro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Privat bor Gert Mikkelsen i Holstebro med hustruen Karin. Hun er søster til Susanne, der er gift med Gerts nære kollega økonomirådgiver Claus Harrestrup.

De to kolleger, som altså også er i familie med hinanden, begyndte i firmaet på nøjagtigt samme tid og kan derfor også fejre 25-års jubilæum sammen, hvilket sker internt i huset.