Lyt til artiklen:

Erik Larsen: Katastrofalt lave priser

00:00
Hastighed: ???x
02:31

På årsmødet i Landbrug & Fødevarers svinesektor, sagde formand Erik Larsen, at det seneste år har været et ganske turbulent år på rigtigt mange måder.

- Der er stadig en efterspørgsel efter vores produkter Men selvom efterspørgslen er der, ser det skidt ud med noteringen. Sidste år nærmede vi os en rekord med over 14 kroner pr. kg. De seneste seks måneder er der barberet omkring fem kroner af i forhold til de bedste uger i 2020, sagde han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men ser vi på smågrisenoteringen, har slaget været endnu hårdere, og netop nu ser vi rekordlave priser. Særligt de producenter, som leverer til eksportmarkederne, sætter penge til, hver gang de sælger en gris. Det er selvsagt ikke holdbart i længden. Vi ved, at det hurtigt kan vende. Men ikke mange havde forudset, at det ville gå så hurtigt med så katastrofalt lave priser, sagde han og tilføjede, at sektorens forventninger til prisen var markant større.

Han er helt med på, at priserne er uforudsigelige, men han håber, at tendensen er ved at vende.

Frygt for ASF

En væsentlig faktor for prisen på grise er Afrikansk svinepest, som er rykket tættere på os i Europa.

- Det har betydet et øget udbud af både smågrise og kød og på det europæiske marked, og det har presset priserne markant. Samtidig er Kina kommet godt i gang med deres egen produktion, og når hele food servicesektoren på verdensmarkedet samtidig er hårdt påvirket af Corona-krisen, så er det umuligt at holde en god pris, sagde han.

Ros til Danish Crown

Erik Larsen fremhæver, at det er vigtigt at se tilbage på 2020 og huske, at tallene for 2020 viste en meget høj rentabilitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg vil godt rose slagterierne for, at de med Danish Crown i spidsen har formået at holde rentabiliteten højere end for eksempel den spanske. Det er meget værdsat, sagde han.

Slagtegrise

Erik Larsen fastslog også, at der skal være plads til både smågriseproducenter og slagtegriseproducenter i dansk griseproduktion.

- Når det er sagt, så ved vi også, at flere slagtegrise i Danmark er til gavn for dansk økonomi, og vi har i flere år arbejdet for at få flere slagtegrise herhjemme. Nu ser det ud til, at vores anstrengelser har virket. Siden 2019 er danske slagtninger gået fremad, og vi tror på, at fremgangen vil fortsætte nogle år endnu, sagde han.