Lyt til artiklen:

Skadelig plantebakterie er heldigvis ikke i Danmark

00:00
Hastighed: ???x
01:40

Landbrugsstyrelsen havde i august fået mistanke om, at en af de mest skadelige plantebakterier i verden, xylella fastidiosa, havde fundet vej til Danmark. Styrelsen var nemlig blevet advaret af de portugisiske myndigheder, der havde konstateret plantebakterien i et parti rosmarinbuske, hvoraf 150 var sendt til Danmark, skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Derfor skulle styrelsen tilbagekalde partierne af de mistænkte rosmarinbuske, så de kunne blive destrueret på forsvarlig vis. Laboratorieundersøgelser har heldigvis efterfølgende vist, at ingen af disse buske var inficeret med den farlige plantebakterie.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er rigtig glædeligt, at vi nu kan se, at xylella ikke er kommet til Danmark. Jeg kalder den 'planternes corona', fordi den har så alvorlige konsekvenser og spreder sig lynhurtigt. Den kan angribe over 300 forskellige plantearter og i Sydeuropa har den dræbt flere millioner oliventræer. Her i Danmark ville den også kunne gøre stor skade i vores gartnerier såvel som i vores natur, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær.

- Alle der har været i et havecenter, har helt sikkert set de her små papskilte eller klistermærker, der sidder på nogle af de planter, der sælges. Det er plantepasset. Det spiller en meget vigtig rolle i kampen mod spredningen af skadelige plantebakterier i Europa. Takket være passet kunne vi hurtigt spore mange af de mistænkte rosmarinbuske og få dem destrueret.