Lyt til artiklen:

Landbrugsmessen Gl. Estrup er reddet - der bliver dyrskue i 2022

00:00
Hastighed: ???x
01:49

Torsdag aften den 9. september blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling på Det grønne Museum. Repræsentantskabet for foreningen skulle beslutte, om Landbrugsmessen Gl. Estrup skulle fortsætte eller nedlægges. Det skriver arrangørerne bag messen i en pressemeddelelse.

Formand Tina Kjærgård Tobberup har tidligere fremsendt repræsentanterne et forslag til vedtægtsændringer for Landbrugsmessen Gl. Estrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forslaget omhandlede at foreningen skulle omdannes til en almindelig medlemsbaseret forening, hvor indflydelsen ligger hos medlemmerne, som oftest også er brugerne.

Foreningen vil stadigvæk være et fællesskab med fokus på landbruget, og de kendte husdyrracer, men der skal åbnes mere for formidling af viden og samfundskontakt.

- Vi vil gerne vende os mere mod det traditionelle og folkelige dyrskue, hvor forskellige interessegrupper har mulighed for, at deltage med udstillinger af forskellig art. Den interne struktur skal stadig være opbygget af de allerede eksisterende underudvalg af frivillige, og skal derved drives af frivillige med en medlemsvalgt bestyrelse, som overordnet koordinerer driften. Vi vil søge at involvere lokale leverandører af både råvarer og ydelser, og give Østjylland muligheden for at reklamere lokalt for det lokale, udtaler Tina Kjærgård Tobberup ifølge meddelelsen

Foreningens repræsentantskab bestod af 54 stemmeberettigede - heraf var de 43 repræsenteret i aftes, enten ved personligt fremmøde, eller ved fuldmagt afgivet til en anden repræsentant.

Med 42 stemmer for og 1 blank stemme blev forslaget vedtaget. Derved blev Foreningen Landbrugsmessen Gl. Estrup omlagt og hedder nu Gl. Estrup Landbrugsmesse og dyrskue.