Lyt til artiklen:

SLF stiller skarpt på solceller og egenproduktion af el

00:00
Hastighed: ???x
02:17

SLF afvikler onsdag den 28. april et digitalt informationsmøde, hvor solcelleanlæg og egenproduktion af el kommer i fokus. Det er et møde, som er rettet mod landmænd og bedrifter med husdyrproduktion, hvor der er et højt strømforbrug. Det skriver landboforeningen i en pressemeddelelse

- Der kan være god økonomi i at komme i gang med solceller og egenproduktion af el. Der er attraktive skatteregler, som kan anvendes, hvor der eksempelvis er mulighed for 116 procents afskrivning af investeringer i grønne driftsmidler. Det giver også et bedre klimaregnskab, og der er mulighed for salg af overskudsproduktion. Men det gælder også om at se sig for, og det er alt sammen det, vi stiller skarpt på ved informationsmødet, fastslår Anders Andersen, udviklingschef ved SLF.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efterspørgsel på rådgivning inden for sol og vind

Udviklingsafdelingen hos SLF har sol og vind som én af sine specialer - og oplever stigende efterspørgsel på rådgivning, både når det gælder solceller samt vindmøller. Det er også en af baggrundene for mødet.

Ved informationsmødet redegøres der ikke kun for, hvorfor solceller og egenproduktion af el kan være en god ide. Der bliver set nærmere på el-forbruget generelt på et landbrug, og der fokuseres også på, om landmændene betaler samme pris for strøm.

Med på mødet er også Jacob Vestersager Engdal og Palle Graversgaard fra SolarPark. Virksomheden, som har til huse i Løgumkloster, har masser af erfaring i projekter med solcelleanlæg.

De to repræsentanter for SolarPark vil dels komme ind på teknikken omkring solceller i forhold til egen installation og dels levere eksempler på tilbud og konkrete eksempler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra SLF vil driftsøkonomikonsulent Jens Toksvig Bjerre komme ind på vigtige forhold omkring økonomi, skat og finansiering i forbindelse med etablering af solceller.

SLF tilbyder i forbindelse fokuseringen på egenproduktion af el via solceller at gennemføre el- og solcelleanalyser ude hos landmændene.

Der er tilmelding til mødet, som forventes at vare på omkring en times tid, på SLF's hjemmeside.