Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Agri Nord: Forbedrede vilkår gør det nemmere for unge landmænd at etablere sig
Det er svært for unge landmænd at etablere sig som selvstændige landmænd i dag. Især fordi solvenskravet er enormt stort. Men det er ikke umuligt. Det vurderer Peter Møller, der er strategisk rådgiver i Agri Nord og ekspert i etableringsrådgivning.
Det skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.
- Det kan se håbløst ud, men jeg tillader mig faktisk at være forsigtig optimist på grund af en lang række forskellige omstændigheder, forklarer han.
Bedre økonomi
Et af de væsentligste forhold, der gør, at det ser lysere ud for etablering er, at økonomien generelt i landbruget er blevet forbedret over de sidste par år, og at situationen i de danske pengeinstitutter og realkreditinstitutter er markant forbedret.
- Hensættelserne til tab på landbruget er kraftigt reduceret og indlån overstiger udlån. Det betyder heldigvis, at vi mærker en forsigtig interesse fra flere banker og kreditforeninger mod nye etableringer. Både fordi de er bevidste om generationsskifteudfordringen forude - men i høj grad også fordi de kigger efter nye forretninger. Og de begynder faktisk også at få lidt konkurrence fra private investorer, som søger afkast. Her er der nogle, der har fået øjnene op for mulighederne med dygtige unge landmænd og måske ikke mindst god landbrugsjord, siger Peter Møller.
Utraditionelle ejerformer
Peter Møller oplever også, at flere unge landmænd i dag vender sig mod utraditionelle ejerformer. Altså eksempelvis etablering i selskab sammen med en investor eller i en forpagterløsning med forkøbsret. Og flere unge landmænd er også begyndt at orientere sig mod "downsizing". Altså at etablering på lidt mindre ejendomme også kan være muligheder.
- Det åbner nogle nye muligheder, siger rådgiveren.
Mere attraktivt at lave sælgerpantebrev
For sælger er der også forbedrede muligheder. Reglerne om sælgerpantebreve er gennemført, så det nu er lidt mere attraktivt for en sælger at lade penge stå i ejendommen og dermed deltage i risikoen i de første år.
- Hvis sælgerpantebrevet påføres en såkaldt tilbagetrædelsesklausul fra sælger, så kan beløbet faktisk indregnes som en del af køberens solvens, forklarer Peter Møller.
Mulighed for ansvarlige lån
Hos Vækstfonden og Dansk Landbrugs Kapital er der desuden kommet en mulighed for at lave ansvarlige lån.
- De er bestemt ikke billige. Men det er igen kapital, der under visse omstændigheder kan indregnes som solvens/egenkapital hos køberen, siger Peter Møller.
Det ser også ud til, at der er en ekstra mulighed forude for fremskaffelse af kapital. I øjeblikket overvejer Landbrugsstyrelsen at ændre tilskudsordningen for unge landmænd. I dag er det muligt at få 1.100 kroner i tilskud pr. ha op til 90 hektar, og ordningen løber i fem år. Samlet kan en ung landmand dermed maksimalt modtage cirka 495.000 kroner i støtte over perioden. Landbrugsstyrelsen arbejder nu med en model, hvor en ung landmand i stedet kan modtage kr. 750.000 i støtte ved etablering. Hvis ordningen gennemføres, så er det med virkning fra jan. 2023.
- Men umiddelbart lyder forslaget positivt, for det er etableringskapitalen, der er den største hæmsko for etableringer og generationsskifter. Altså manglen på penge eller kravet om en meget stor solvens, siger Peter Møller.
Selvom der er lysere tider i sigte, så kan solvenskravet fra banker og kreditforeninger stadig synes uoverstigeligt. Et solvenskrav på eksempelvis 20 procent af en ejendom til for eksempel 30 millioner kroner er jo umulig på forhånd, og så er det kun er generationsskifter inden for familien, der er mulige.
- Umiddelbart er alle fine ordninger som etableringskonti eller iværksætterordninger utilstrækkelige, hvis en ung landmand ved etablering bliver stillet over for et krav om en egenkapital på 6 millioner kroner som i eksemplet, siger Peter Møller.
Så det traditionelle generationsskifte i familien er stadig hovedreglen. Især fordi der her kan arbejdes med succession af skatten ved salg - altså at den unge generation kan købe familiegården til en nedsat pris - typisk mod at overtage den udskudte skat på ejendommen.
Men som nær medarbejder (mindst tre år på ejendommen) er det også muligt at benytte sig af denne mulighed. Dette kan altså være en mulighed for nogle sælgere og købere, hvis de kan finde hinanden - og opretholde et godt samarbejde i de minimum tre år.
- Selvom det kan synes svært, så er vi alt i alt positive. Der er stadig dygtige unge landmænd på spring, og der er etablerede landmænd, som drømmer om at sælge til en ung landmand, som dermed kan føre livsværket videre, siger Peter Møller.