Lyt til artiklen:

Laveste antal tvangsauktioner i 12 år

00:00
Hastighed: ???x
03:25

Antallet af konkurser er det laveste årlige antal tvangsauktioner siden den seneste finanskrises begyndelse i 2008. Da antallet af tvangsauktioner ofte hænger sammen med situationen på boligmarkedet, skal det lave antal tvangsauktioner ses i lyset af, at der generelt har været godt gang i boligmarkedet i 2020, skriver Danmarks Statistik.

I en periode, hvor boligmarkedet er gunstigt, som det har været tilfældet i 2020, og med et stort antal handler og korte salgstider, kan en boligejer, der har svært ved at overholde betingelserne på udestående lån, ofte selv sælge sin bolig, inden det ender i en tvangsauktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tvangsauktionerne topper på sydhavsøerne

Guldborgsund og Lolland blev med hhv. 119 og 106 tvangsauktioner, igen i 2020, de kommuner, der havde flest bekendtgjorte tvangsauktioner. Dermed topper de endnu engang listen over kommuner med flest tvangsauktioner

Færrest tvangsauktioner i Hovedstadsområdet. Ser man bort fra øerne Fanø og Læsø, der helt undgik tvangsauktioner, samt Samsø, der kun havde en enkelt tvangsauktion, er det særligt i Hovedstadsområdet, at man generelt oplever få tvangsauktioner. Således faldt der ingen hammerslag i Brøndby Kommune, mens kommunerne Ballerup, Gladsaxe, Glostrup og Vallensbæk hver især kun oplevede en enkelt tvangsauktion i 2020. Dermed beholdte hovedstaden, med 244 tvangsauktioner, titlen som regionen med færrest tvangsauktioner i 2020.

Bortset fra Region Sjælland, der oplevede en stigning på otte procent, faldt antallet af tvangsauktioner i landets øvrige regioner. Således oplevede Region Midtjylland det største fald på 17 procent, mens Region Syddanmark oplevede det mindste fald på tre procent.

Flere tvangsauktioner i december end måneden før

På landsplan blev der i december bekendtgjort 172 tvangsauktioner, når der korrigeres for normale sæsonudsving. Dermed har der i gennemsnit været 178 tvangsauktioner om måneden i 2020. Til sammenligning blev der i 2006, hvor antallet af tvangsauktioner var historisk lavt, i gennemsnit bekendtgjort 102 tvangsauktioner om måneden, mens det månedlige gennemsnit var på 436 i 2010, hvor antallet af tvangsauktioner var på sit højeste i forbindelse med den seneste finanskrise, skriver Danmarks Statistik.

Antallet af konkurser af landbrugsejendomme er opgjort til total 84 i hele 2020. Månederne september og oktober toppede antallet af konkurser i landbruget med henholdsvis 10 i september og 12 i oktober.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efterslæb på tal

Opgørelserne er baseret på de bekendtgjorte tvangsauktioner i Statstidende. Tidspunktet bliver fastsat ud fra den første bekendtgørelse i Statstidende. De sæsonkorrigerede tal for antal bekendtgjorte tvangsauktioner er behæftet med en øget usikkerhed, som følge af de udsving, som er et resultat af nedlukningen af den offentlige sektor, herunder fogedretterne, for at mindske spredningen af COVID-19, og det efterfølgende efterslæb efter genåbningen af domstolene. Der kan derfor også forekomme større revisioner bagud i tid i de kommende måneder, end hvad der typisk opleves.

Læs hele opgørelsen over tvangsauktioner.