Lyt til artiklen:

Debat: Hvis minkgylle skal renses - hvorfor så ikke spildevand?

00:00
Hastighed: ???x
02:10

Mink-gate fortsætter med uformindsket styrke.

Ufaglighed og hastværk fra myndighedernes side har været et gennemgående træk - også her i sidste omgang, hvor Fødevarestyrelsen nu kræver, at der tilsættes kalk til gyllen for at sikre, at eventuel coronavirus ikke overlever.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis det er farligt og kræver behandling, forstår jeg ikke, hvorfor der ikke stilles de samme krav til spildevandet, hvor der jo for længst er påvist masser af coronavirus. De mange regnbetingede overløb og de mange steder, hvor der ledes urenset spildevand ud, må jo også medføre en direkte smittefare - specielt fra corona-tætte områder som f.eks. Stor-København. Og hvad med det rensede spildevand - er det renset og testet fri for coronavirus?

Spildevandet udgør potentielt en betydelig større risiko end smitten fra gylle, der opbevares i overdækkede tanke, og hvor der går flere måneder, inden det køres ud.

Det understreges, at det er af hensyn til forsigtighedsprincippet, at der skal tilsættes kalk til minkgylle. Dette forsigtighedsprincip må således også betyde øjeblikkelig start af corona-behandling af spildevand.

Er der også denne gang tale om en anbefaling, der senere gøres frivillig - som så mange andre såkaldte anbefalinger, der er kommet fra regeringen i denne sag - og hvor udskamning, rigspoliti og militær sættes ind for at få overholdt disse anbefalinger?

Vi ved fra både vores kemilære samt tidligere undersøgelser, at tilsætter man kalk til gylle, fordamper kvælstoffet som ammoniak under dannelse af varme, og der udfældes et fast stof kaldet Struvit (NH4MgPO4.6H2O). Ammoniakken vil fordampe ud i det nærliggende miljø, og hvad vil det betyde for miljø og klima? Har man regnet på det? Har man taget i betragtning, at arbejdet kan være livsfarligt!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover betyder tilsætning af kalk, at både tømning af gylletanke og udbringning af gylle bliver mere besværligt.

Inden folk bliver sat til at sætte liv og lemmer på spil i en intensiv ammoniakfordampning i nok et påbuds-vildskud, må der laves en risikovurdering, og det må først og fremmest måles, om der overhovedet er en risiko for virus i gyllen.

Alt andet er tåbeligt og usagligt.