Hvis forløbet med erstatningerne til mink-branchen bliver lige så tumultarisk, som forløbet op til mink-aflivningerne, så vil der være mange faldgruber, man skal være opmærksom på.
Det vurderer LandboNords særlige specialistgruppe for mink, som opfordrer avlerne til at bevare roen og ikke føle sig fristet af et hurtigt tilbud om erstatning.
- Selvom en larmende stilhed er ved at sænke sig over de danske minkfarme, så er det på ingen måder ensbetydende med, at roen også har lagt sig. Spørgsmålet om erstatning er fortsat uafklaret, og det er fremtiden for avlerne også, skriver LandboNord i en pressemeddelelse.
- Vi er dybt påvirket af den situation, som minkbranchen er kastet ud i. LandboNord har gennem hele krisen blandt andet tilbudt gratis kriserådgivning til medlemmer og kunder. Nu hvor dyrene er slået ned, er der først og fremmest fokus på spørgsmålet om erstatning og fremtiden generelt, siger adm. direktør i LandboNord, Uffe Bertelsen.
Derfor har LandboNord samlet en gruppe af rådgivningsvirksomhedens specialister, så man på tværs af fagområder kan yde rådgivning til minkavlerne.
- I den kommende tid vil der blive lavet en politisk aftale om erstatninger til minkavlerne. Hvorvidt den er attraktiv, finder vi først ud af, når vi går ind og vurderer på den enkelte avlers bedrift. Mange vil sikkert være fristet af et hurtigt tilbud om erstatning, men undlader man at bevare roen og få specialiseret rådgivning, kan det få konsekvenser langt ud i fremtiden, advarer virksomhedsrådgiver Kennet Rønfeldt.
Rådgivning på tværs
Kennet er en af de rådgivere, som LandboNord har sat sammen på baggrund af situationen for minkavlerne. Udover virksomhedsrådgivning så består gruppen også af social-, jura-, miljø-, økonomi- og skatterådgivning.
- Det handler for hele den berørte minkavler-familie om at lande på benene, når krisen er overstået, og livsværket er lukket ned. Derfor skal alle aspekter med ind i overvejelserne. Hvis forløbet med erstatningerne til mink-branchen bliver lige så tumultarisk, som forløbet op til mink-aflivningerne, så vil der være mange faldgruber, man skal være opmærksom på, siger chef for ØkonomiRådgivningen og vicedirektør i LandboNord, Andreas H. Brandt.
Derfor opfordrer LandboNord de enkelte avlere til at få den nødvendige rådgivning, der på et holdbart grundlag giver et overblik over de muligheder der er, inden de afgørende næste skridt tages.