Alle, der beskæftiger sig med de grønne uddannelser må i år klare sig uden den faglige sparring og inspiration, som normalt er at finde på det fælles årsmøde for jordbrugets uddannelser, skriver Danske Landbrugsskoler og Skoleudvalget i en pressemeddelelse.

Formandskaberne i Danske Landbrugsskoler og Skoleudvalget har aflyst dette års arrangement for at hindre smitte med coronavirus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er selvfølgelig trist at måtte aflyse årsmødet, og vores medarbejdere mister et af årets sociale og faglige højdepunkter, men vi kan ikke forsvare at afholde et så stort og ambitiøst arrangement allerede i august måned, siger formand for Danske Landbrugsskoler, Jens Munk Kruse. 

Årsmødet skulle have fundet sted på Nordjyllands Landbrugsskole den 20.-21. august 2020, men bliver nu i stedet afholdt samme sted året efter den 19.-20. august 2021.

Årsmødet for landbrugsuddannelsen blev afholdt første gang i 1882, og det blev i 2008 udvidet til et fælles årsmøde for alle jordbrugets uddannelser. Der er normalt flere hundrede deltagere til mødet, som i mange år har været en fantastisk begivenhed med masser af faglige aktiviteter og socialt samvær.