Den traditionsrige svinekongres i regi af Landbrug og Fødevarer (L&F) begynder tirsdag og samler branchen om sociale og faglige begivenheder over to dage.

Tirsdag morgen kl. 9 starter årsmødet for dette års svinekongres i Herning Kongrescenter. Den afløses af selve kongressen, der begynder kl. 13.30. Førstedagen afsluttes med en festmiddag kl. 19.15. Efter middagen er der standup-show med Lasse Rimmer og musik med DJ Hartmann. Onsdag kl. 9 genoptages kongressen, og den slutter kl. 15.45.

Det er gratis at deltage, og sidste år trak arrangementet 2216 deltagere.

Beretninger og debat

Årsmødet skydes i gang i den store kongressal med et tilbageblik på årets svineproduktion samt en opdatering på branchens udfordringer og et kig ind i den nærmeste fremtid.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Disse punkter bliver behandlet af Erik Larsen, der er formand for L&F Svineproduktion samt Christian Fink Hansen, der er sektordirektør i Seges Svineproduktion.

Efter beretningerne er der debat i salen. Når den ebber ud, overtager L&F's cheføkonom Frank Øland talerstolen for at opridse den økonomiske udvikling og udsigterne for produktionen.

Faglig kongres

Tirsdag eftermiddag og onsdag står i kongressens tegn med 71 foredrag i centerets sale.

Det bliver Danmarks nye fødevareminister Mogens Jensen (Socialdemokratiet), der indleder kongressen med et oplæg, hvor han vil forklare sine visioner og fokusområder for landbruget og svineproduktionen. Efter ministerens oplæg bliver der mulighed for at stille ham spørgsmål.

Kongressens mange efterfølgende foredrag har til formål at gøre deltagerne kloge på en lang række emner som for eksempel klima, dyrevelfærd, zinkudfasning, ledelse og forretningsførelse.

Og der bliver helt sikkert bragt varme emner op i de forskellige sale. Der er aktuelle udfordringer som afrikansk svinepest, sodødelighed, halebid, brexit, brug af antibiotika og utilfredse naboer til svineejendomme.

Andre emner kan være PRRS i sæd fra Hatting Agro, transportegnethed, kontrol af dyrevelfærd og demonstrationer mod svineproduktion.