Arbejdet med at få flyttet den lokale traktortrækbane har stået på i en rum tid. Det har længe været et ønske både fra Morsø LandboUngdom og Morsø Kommune at finde en alternativ placering, da den gamle bane var ved at være udtjent, skriver EUC Nordvest i en pressemeddelelse.

- Den gamle bane lå ved dyrskuepladsen inde i byen, og det havde naturligvis den fordel, at det var meget centralt, men der var også ulemper. Vi fik en del støjklager, ligesom der var udfordringer omkring P-forholdene. Samtidig var kvaliteten af banen ved at være meget ringe, så der skulle gøres noget, fortæller formand for Morsø LandboUngdom, Mads Søndergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samarbejde til gensidig glæde

I Morsø LandboUngdom er man begejstrede over, at Morsø Landbrugsskole har tilbudt at huse den nye traktortrækbane.

- Det er virkelig fedt. LandboUngdom og landbrugsskolerne har et godt samarbejde i hele landet, og med denne her konstellation får vi i dén grad styrket samarbejdet lokalt. Jonas (red.: afd.leder på landbrugsskolen) viser en oprigtig interesse for det, vi laver, og samtidig har han de unge elever, som vi rigtig gerne vil have som nye medlemmer, så det er bestemt positivt, at vi nu udbygger vores samarbejde, fastslår Mads Søndergaard.

Afdelingsleder Jonas Lundgren Bach Korsgaard fra Morsø Landbrugsskole er også meget glad for konstellationen.

- Vi har et godt samarbejde med Morsø LandboUngdom, som i forvejen afholder deres møder og generalforsamlinger her på skolen, så jeg synes bestemt, at det er meget naturligt, at foreningens største aktivitet også afholdes her. Vi har både lysten og pladsen til at lægge jord til. Morsø LandboUngdom har manglet et tilholdssted, efter, at landbrugsforeningen på Mors gik konkurs, og det tilholdssted, kan vi tilbyde. Det giver os en mulighed for at give noget tilbage til lokalområdet, og samtidig er det en god anledning til at få trukket flere byboere herud, så de kan opleve det miljø, der er på og omkring landbrugsskolen, lyder det fra Jonas Lundgren Bach Korsgaard.

Bedre bane skaber grobund for større publikum

Lørdag d. 22. juni bliver den nye traktortrækbane indviet i forbindelse med dette års traktortræk-konkurrence. De senere år er antallet af tilskuere faldet med et par hundrede, hvilket Mads Søndergaard tilskriver banens ringe kvalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når banen er dårlig, mister man deltagerne med de specialbyggede maskiner, da de risikerer at få dem ødelagt, og når de specialbyggede maskiner udebliver, så daler antallet af deltagere også. Det problem er løst nu. Vi får Danmarks bedste traktortrækbane, hvis man spørger mig, og jeg er overbevist om, at vi nu igen vil være et attraktivt arrangement - også for deltagere med specialbyggede maskiner. Der er virkelig kræset for tingene, og vi er ikke gået på kompromis med kvaliteten på nogen områder. Vi har fjernet stenene i jorden, fået tilført ler og har lagt dræn, så alt er tiptop, siger Mads Søndergaard, og fortsætter;

- Samtidig har vi supergode tilkørselsforhold og masser af plads til tilskuerne, så jeg forventer helt sikkert, at vi fremover igen vil kunne tiltrække i omegnen af 800 tilskuere. Så jeg synes bestemt, at man skal møde op på Morsø Landbrugsskole d. 22. juni til en fed aften med vennerne. Støt op om det lokale engagement, kom og oplev vores fede, nye bane og mærk stemningen, lyder opfordringen fra Mads Søndergaard.