Inden eleverne fra Morsø Landbrugsskole får lov at sætte sig bag rattet i skolens traktorer, skal de have tilegnet sig visse færdigheder i landbrugsskolens nyindkøbte traktorsimulator. Det giver imidlertid ingen sure miner, for eleverne er begejstrede for det nye læringsværktøj.

- Vi kan mærke, at traktorsimulatoren bidrager positivt til elevernes læring. De fleste af vores elever har slet ingen færdigheder i at køre traktor, når de starter på skolen, og dér har simulatoren vist sig at være en rigtig god start. Og så er det jo kun et ekstra plus, at eleverne synes, at det er både sjovt og udfordrende at prøve kræfter med simulatoren, fortæller afdelingsleder Jonas Lundgren Bach Korsgaard fra Morsø Landbrugsskole i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Autentisk oplevelse

Traktorsimulatoren er opbygget med tre skærme foran, en skærm bagved og en bevægelig bund, der giver eleverne en meget autentisk oplevelse af, hvordan det er at køre traktor i forskelligt terræn. Ud over at ?køre? traktoren, skal eleverne også selv ?spænde redskaberne på?, ligesom de får opgaver i vedligehold, så de for eksempel ved, hvor de skal tjekker olie, og hvor de forskellige dele er placeret.

- Der er tale om en progressiv læringskurve, hvor eleverne ikke kan komme videre til næste opgave, før de har løst den, de er i gang med. På den måde sikrer vi, at eleverne kommer omkring alle de nødvendige processer. Simulatoren gemmer elevernes data, så vi efterfølgende kan trække data ud på, hvordan den enkelte elev har klaret opgaverne. Vi har naturligvis sat undervisningstid af til simulatortræningen, men herudover kan kostskoleeleverne frit benytte sig af simulatoren i deres fritid. Den kan uden problemer anvendes uden opsyn fra en underviser, og det giver os nogle helt andre muligheder. Alt i alt er der ingen tvivl om, at simulatoren bidrager til, at vores elever er godt klædt på til, når de skal ud og prøve kræfter med traktorkørslen i praksis, slutter Jonas Lundgren Bach Korsgaard.