På trods af, at deadline for etablering af efterafgrøder netop er blevet flyttet to uger, fra den 20. august til den 3. september, så opfordrer LandboNord de nordjyske landmænd til ikke at udskyde etableringen. Planteavlskonsulent i LandboNord, Kristian Toft Andersen, er glad for de nye muligheder, men opfordrer samtidig flertallet til at gøre noget nu.

- Det kan ende med at blive en sovepude, som giver unødig travlhed i sidste ende. Sagen er nemlig den, at jo tidligere efterafgrøderne bliver etableret, desto større effekt har de på marken, siger planteavlskonsulent i LandboNord, Kristian Toft Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efterafgrøderne bliver etableret for at opsamle overskydende næringsstoffer, så de ikke udvaskes til det omkringliggende miljø. Regeringen har netop åbnet muligheden for at udskyde etableringen på grund af den nuværende tørkesituation. Men i Nordjylland vil det give ekstra travlhed, hvis man venter.

- Til september er vi traditionelt ved at etablere vinterafgrøder, og på nuværende tidspunkt er de fleste ved at være færdige med at høste. Det giver tid til at etablere efterafgrøder, så det giver størst mulig effekt. I øjeblikket er det selvsagt begrænset med fugt i jorden, så forventningen er ikke, at efterafgrøderne vil spire med det samme, men frøene er robuste nok til at vente på vand, siger Kristian Toft Andersen.