En række kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen viser, at flere svineproducenter ikke har styr på de daglige medicinoptegnelser. Og det skal der være styr på, siger Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion:

- Det er ikke godt nok. Selvom størstedelen af de danske svineproducenter overholder reglerne til punkt og prikke, skal og kan vi gøre det bedre. Vi kæmper hele tiden for at gøre det nemmere at være landmand, men vi får ikke færre kontroller af at et mindretal ikke overholder reglerne. Det handler i sidste ende om samfundets tillid til os som producenter og til retten til at producere, siger Erik Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erik Larsen understreger, at der ikke er tegn på overtrædelser, der medfører en risiko for fødevaresikkerheden.

- Formålet med de bestemmelser der er for optegnelser af medicinsk anvendelse i husdyrproduktionen, er først og fremmest for at undgå medicinrester i kødet. Og det har vi helt styr på, siger Erik Larsen.