Lyt til artiklen:

Medicin kan nu registreres i Danish Crown Data

00:00
Hastighed: ???x
03:15

Danish Crown Data bliver hver dag brugt til tusindvis af registreringer af produktionsdata blandt Danish Crowns andelsejere. Ejerne har ønsket, at der kunne registreres medicinforbrug i besætningen sammen med den øvrige produktionsdata, og derfor har Danish Crown, Porcus og IQinAbox, som laver den tekniske løsning, udviklet et nyt modul, som åbner op for netop dette, det skriver slagteriet i en pressemeddelelse.

- Brugervenligheden har virkelig været i højsædet i udviklingen, så det skulle gerne opleves som meget nemt at bruge i praksis for vores ejere. Vi er klar over, at det flere steder skal erstatte papirregistrering, og derfor vil vi gerne gøre systemet helt basalt og nemt at gå til. Derfor er registrering af medicin lige så simpelt som al anden registrering i Danish Crown Data, og genbehandlinger kan eksempelvis klares med ét klik, så jeg håber, at ejerne vil have den samme oplevelse af en nem, hurtig arbejdsgang, siger Simon Lauridsen, der er ansvarlig for Danish Crown Data i Ejerservice.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danish Crowns udviklingspartner på Danish Crown Data er IT-virksomheden IQinAbox, som har været med til at udvikle hele systemet fra de indledende tanker til i dag. Her er stifter og administrerende direktør Thomas Nejsum, glad for at kunne bygge mere værdi på løsningen til de danske landmænd.

- Vi sætter stor pris på samarbejdet med Porcus og Danish Crown Ejerservice i forbindelse med udvikling af Sundhedsmodulet, som nu er tilgængeligt i Danish Crown Data, siger direktør i IQinAbox Thomas Nejsum Madsen.

Udviklet i partnerskab med dyrlæger

For at sikre at den nye løsning rammer bedst muligt ind i hverdagen har Danish Crown fra starten været allieret med dyrlægevirksomheden Porcus i udviklingen. Her er dyrlæge Michael Agerley glad for den endelige løsning, som han forudser vil skabe værdi for både landmænd og dyrlæger.

- Programmet sikrer, at der ikke sker fejl. Det udregner den rigtige dosis til behandlingen, minder om at genbehandle og sikrer korrekt brug af medicin, så længe de indtastede oplysninger er korrekte. Derfor bliver det meget lettere at leve op til registreringskravene, og samtidig bliver det svært at lave fejl. Som dyrlæge kan jeg også nemmere følge op på, at tingene er gjort korrekt, når jeg nemt kan se data bagud, siger han.

Som noget nyt er der også udviklet et opgavemodul, hvor der kan oprettes og tildeles opgaver til enkelte medarbejdere, der eksempelvis skal gøre stalden klar til indsættelse, registrere gylleudslusninger med videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Opgavemodulet er en rigtig stærk tilføjelse. Her kan der lægges opgaver ind, som kan tildeles medarbejdere, og samtidig kan det oprettes som skabeloner, så arbejdsgangen ved for eksempelvis tom stald altid bliver gjort korrekt, uanset hvem der gør det, siger Michael Agerley.

Det nye medicinmodul indlejres i det nuværende Dashboard og appen, så ejerne hurtigt kan komme i gang med at bruge det. Det kræver blot, at instruktionerne på medicinen oprettes i rigtigt systemet.