Et nyt hold faglærte landmænd blev fredag den 27. januar færdige på Uddannelsescenter Holstebro - Center for Jordbrug, Lægaard i Holstebro.

- Det har været et spændende hold, hvor mange har haft vidt forskellige baggrunde for at gå i gang med en landmandsuddannelse, siger uddannelsesleder Anders Gammelvind.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kigger man ud over holdet, så er der flere der har taget enten en gymnasiel uddannelse, haft sabbat år eller noget helt andet, inden de ender med at blive landmand. EUX muligheden som landmand er så ny, at der ikke er nogen på holdet af dem endnu. EUX er en faglig uddannelse, men med flere fag på gymnasiale niveauer. Det giver mulighed for at kunne læse videre efter endt erhvervsuddannelse.

Gymnasie og grundforløb på samme tid

Én af de nyudlærte faglærte landmand er Morten Noe. I 2012 begyndte han i 1. g på Lemvig Gymnasium. Han er opvokset på en stor svinegård med 1.800 søer og 550 hektar jord, så det rykkede lidt i ham at blive landmand.

I 2. g begyndte han derfor på det der dengang hed Grøn linje og var et samarbejde mellem Lemvig Gymnasium og Center for Jordbrug på UCH. Det betød, at han ved siden af sin gymnasietid tog grundforløbet som landmand.

Da Morten Noe stod med sit studenterbevis gik han i gang med landmandsuddannelsen på UCH og fordi han havde en studentereksamen og stor erfaring på området fik han merit for 1. hovedforløb på uddannelsen. Nu står han som færdig landmand og mange muligheder.

- Planen er, at jeg vil ud at rejse nu, og det bliver ikke en rejse med decideret fagligt indhold, forklarer Morten Noe, som fortæller, at efter rejsen vil han gerne begynde at læse agrobusinessmanagement på Vejlby.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gymnasie, via dyrepasser til landmand

Lærke Stabell har også haft en lidt alternativ vej til at stå med landmandsbeviset i dag.

Lærke Stabell blev student i 2012 og havde en drøm om at blive dyrepasser og afsluttede også grundforløbet i juni 2013.

- Egentlig var det min drøm at arbejde med forsøgsdyr, fortæller Lærke Stabell og fortsætter:

- Men jeg kunne ikke finde en læreplads, så jeg valgte at satse på svineproduktion i stedet for og det har jeg ikke fortrudt. Jeg vil gerne fortsætte med at udvikle mine kompetencer, men jeg er lidt udfordret, da jeg har børn og derfor er det svært både fysisk og økonomiske at læse videre, så jeg satser på at supplere min landmandsuddannelse med forskellige kurser inden for ledelse og økonomi.

- Det har været et spændende hold, fortæller Anders Gammelvind, som tror der også fremover vil være en del der enten vælger en EUX Landmandsuddannelse

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Eleverne kan også gå i gang efter en gymnasieuddannelse og dermed have mulighed for noget merit. Det giver muligheder for at kunne læse videre, hvis drømmen er at stå i spidsen for nogle af de store bedrifter vi har i Danmark. Men vi skal huske, at der også er brug for den helt almindelige landmand, der forstår sig på dyr og afgrøder, forklarer Anders Gammelvind.