118 år. Så lang tid brugte det gamle slagteri i Horsens på at slagte 47 millioner svin. Nu har det nye Danish Crown i Horsens på bemærkelsesværdig vis nået samme milepæl. Ikke nok med at slagteriet på kun 11 år har formået at slagte samme antal, men det sker også på samme dato.

Det gamle slagteri lukkede i sin tid den 7. april 2005, da gris nummer 47 million blev slagtet. Den 7. april i år når det nye slagteri det samme antal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fabriksdirektør i Horsens, Carsten Wengel, er glad for den hurtigt opnåede milepæl.

- Der ligger en kæmpe arbejdsindsats bag det her tal. Fra planlægningsfasen startede for 15 år siden til status i dag, hvor vi har slagtet gris nummer 47 million, er der lagt masser af hårdt arbejde fra dedikerede medarbejdere, forklarer han.

Det nye slagteri var i starten normeret til at slagte 77.000 svin om ugen, men hurtigt blev kapaciteten sat op, hvilket også har haft indflydelse på, at de 47 millioner svin blev nået så hurtigt. På nuværende tidspunkt slagtes der ca. 100.000 svin om ugen på Danish Crown i Horsens.