Igennem halvandet år har Danish Crown arbejdet på som den første virksomhed i Danmark at sikre både grønnere energi og konkurrencedygtige el-priser til virksomheden. 

Planen var at opstille to vindmøller på Danish Crowns omfangsrige grund ved slagteriet i Horsens. Og indtil for ganske nylig har det været opbakning fra kommunens side. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alligevel er det endt med et nej til de placeringer, der har dannet baggrund for den omfattende VVM redegørelse, Danish Crown har fået udarbejdet af et uvildigt selskab. 

Redegørelsen slår ellers ifølge Danish Crown fast, at alle krav til både støj, skygge og anden belastning vil være overholdt. Men allerede inden kommunens politikere fik kendskab til VVM-redegørelsen, valgte de at trække deres opbakning tilbage. 

- Det er i bedste fald usagligt og i værste fald skadeligt for fremtidige erhvervsinvesteringer i kommunen, siger administrerende direktør Kjeld Johannesen fra Danish Crown. 

- Vi har et ønske om at bidrage til mere grøn energi, og vindmøllerne i Horsens skulle være de første af flere vindmøller på vores danske virksomheder. Men med den kovending, vi har oplevet i Horsens Kommune er vi fremadrettet nødt til at tænke os godt om, før vi foretager investeringer i arbejdspladser i netop den kommune, siger Kjeld Johannesen. 

Han fortæller endvidere, at Danish Crown nu vil invitere borgmesteren til et møde for at se, om man kan få genetableret et fornuftigt samarbejde.