For nogle uger siden opstod den situation, at Danish Crown i Ringsted søgte efter østeuropæiske slagteriarbejdere, fordi det er svært at skaffe ordentlig dansk arbejdskraft, mens Danish Crown i Horsens valgte at lede efter danske vikarer, der senere kunne blive fastansat i stor stil.

Horsens-afdelingen af Danish Crown har ikke manglet interesserede ledige, skriver Danish Crowns blad, DC Update.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra Sønderborg til Struer

Siden midten af februar har flere end 270 ledige henvendt sig for at komme i betragtning til et kursus, der kan sikre deltagerne arbejde på Danmarks største slagteri i Horsens.

- Man kan i hvert fald ikke påstå, at alle ledige er dovne, siger beskæftigelsesrådgiver Kjeld Iversen fra Jobcenter Horsens, der står for visitationen til kurset.

- Folk er villige til at køre langt efter arbejde. Vi har fået henvendelser fra så langt væk som Struer i nord og Vojens og Sønderborg i syd. Det er helt vildt, siger Kjeld Iversen til DC Update.

Personligt fremmøde

Også slagteriet har mærket interessen. Folk har ringet eller er mødt op personligt for at få en fod inden for. Det er dog jobcentret i Horsens, der sørger for rekrutteringen.

Kurserne for de 50, der er blevet udvalgt, begynder den 18. marts og 2. april. Kurset varer fire uger og bliver gennemført på Learnmark Horsens.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danish Crown i Horsens har 1.500 ansatte og slagter og udskærer 100.000 svin om ugen.