Partierne i blå blok er tydeligt ved at varme op til forhandlinger efter påske om en kommende naturpakke. De Konservative har stillet et ultimatum om blandt andet efterafgrøder, mens Liberal Alliance nu foreslår salg af statsskove uden stor naturværdi.

Liberal Alliances miljøordfører, Carsten Bach, ønsker med skovsalg at skaffe flere penge end de afsatte 89 millioner kroner til naturpakken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi foreslår, at man finansierer mere natur og øget biodiversitet ved blandt andet at omlægge statsskovbrug til privat skov ved simpelthen at sælge det, siger han til Berlingske Tidende.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil ikke kommentere udspillet fra Liberal Alliance, fordi forhandlingerne snart går i gang, men Venstres miljø- og fødevareordfører, Erling Bonnesen, er ikke afvisende og siger blandt andet til Berlingske:

- Det er en god idé at få undersøgt mulighederne for at sætte skub på yderligere salg af statsskove.