Som vi her på Maskinbladet tidligere har skrevet, så vil Landbrug & Fødevarer med et nyt samarbejde omkring DanAvl øge salget af avlsgrise.

Det nye samarbejde indebærer, at alt salg og produktion nu samles omkring et nydannet DanAvlselskab med Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, som majoritetsejer. Selskabet vil ifølge Landbrug & Fødevarer fremover varetage den samlede afsætningsopgave direkte eller via agenter og samarbejdspartnere. Den beslutning har dog skabt stor utilfredshed hos Porc-Ex Breeding, der er blandt de selskaber, der i dag lever af at sælge avlsgrise.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan kun opfatte L&Fs fjendtlige angreb på Porc-Ex Breeding A/S som forsøg på tyveri af en velfungerende og sund virksomhed ved højlys dag. Det er en stor overraskelse for os, at en organisation som L&F ikke er i stand til at håndtere en ønsket virksomhedsovertagelse på en mere professionel og normal erhvervsmæssig måde, når man nu har meldt klart ud, at man er interesseret i at overtage en anden virksomhed og/eller dennes internationale aktiviteter, siger, direktør Holger Bøgebjerg Sørensen, Porc-Ex Breeding A/S, Kolding.

Porc-Ex Breeding meddeler desuden, at Landbrug & Fødevarer har opsagt forhandleraftalerne med de privatejede forhandlere og fjerner med ét slag eksistensgrundlaget for forhandlerne, som er Kolding virksomheden Porc-Ex Breeding A/S samt øvrige forhandlere. Disse virksomheder står reelt uden forretningsgrundlag, såfremt L&F får held til at gennemføre planerne.

- Landbrug & Fødevarer meldte den 22. december 2015 ud i pressen, at alle DanAvl kunder i fremtiden KUN kan handle med Landbrug & Fødevarers nye selskab og ikke med forhandlerne. Vi finder denne udmelding voldsomt arrogant og stærkt skadelig for driften af vores virksomhed, set i lyset af, at L&Fs planer synes at være ulovlige og derfor ikke mulig at gennemføre, siger administrerende direktør for Porc-Ex Breeding A/S, Holger Bøgebjerg Sørensen. Han fortsætter:

- Landbrug & Fødevarer undlod i pressemeddelelsen d. 22. december 2015 at fortælle, at den nye struktur for salget af avlsgrise endnu ikke er godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. L&F undlod også at fortælle, at den nye struktur kun kan gennemføres under forudsætning af en godkendelse af konkurrencemyndighederne, og at der endnu ikke er ansøgt om godkendelse. Landbrug & Fødevarer undlod også at fortælle, at den planlagte nye struktur er indklaget for konkurrencemyndighederne af Porc-Ex Breeding i oktober 2015.

Forbud i 2006

-Vi mener, Landbrug & Fødevarer er i gang med at genindføre en regulær monopoltilstand. Det sker på trods af, at Konkurrencestyrelsen nedlagde forbud mod en tilsvarende konstruktion i 2006, siger Holger Bøgebjerg Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2006 fik det daværende Dansk Svineproduktion (nu VSP) pålæg om at liberalisere afsætningen af DanAvl-produkter og ligestille de selvstændige danske omsættere på markedet med det landbrugsejede Salgs- og Eksportforeningen af Avlssvin (SEA), (i dag DanBred International), som efter Konkurrencestyrelsens vurdering havde opbygget en monopolstilling.

- Vi vil kæmpe for at bevare værdien af 15 års hårdt - men yderst succesfuldt - arbejde, lige som vi er forpligtet til at bevare værdien af de mange års investeringer i internationale salgsorganisationer, datterselskaber, markedsføring samt ikke mindst opbygning af viden om det internationale marked for avlsdyr, siger Holger Bøgebjerg Sørensen.

L&F afviser

Hos Landbrug & Fødevarer afviser man beskyldningerne om monopol.

- Vi centrerer distributionen tættere omkring DanAvl-genetikken, som ejes af danske svineproducenter, for bedre at kunne styre værditilbuddet til kunderne og dermed sikre grundlaget for yderligere vækst, siger Claus Fertin, der understreger, at den ny struktur er betinget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens godkendelse.

Minoritetsejerne i det nye selskab bliver salgsselskabet DanBred International - der ejes af danske avls-og opformeringsbesætninger - samt SPF-Danmark, der indskyder dets aktiviteter omkring avlsmateriale i det nye selskab.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formålet med den nye struktur er at styrke DanAvls internationale konkurrencekraft i forhold til andre, stærkere organiserede avlsselskaber.

- Den internationale konkurrence er hård, og DanAvl har et betydeligt potentiale internationalt. Hvis det potentiale skal udnyttes, skal forretningsmodellen optimeres, så DanAvl fremstår som en fuldgyldig konkurrent til de øvrige stærke udbydere på markedet. Det kræver en stærkere styring og koordinering i forhold til de enkelte markeder. Derfor etableres der et nyt distributionssystem, siger Claus Fertin.

Med strukturen bliver en større del af salgsarbejdet trukket hjem til DanAvl.

- DanAvl ønsker at knytte distributionen tættere ved at skabe et stærkt avlsselskab på lige fod med konkurrenterne. På den måde kan DanAvl fokusere mere på bl.a. rådgivning og service til fordel for kunderne på langt sigt. Det betyder, at vi i DanAvl i Europa vil bygge salgsorganisationen op omkring vores egen salgsorganisation kombineret med agenter, siger Claus Fertin.

Han understreger, at en naturlig konsekvens den nye salgsorganisation bliver, at prisen fremad fastsættes af DanAvl selskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det sker selvfølgelig under hensyntagen til markedsefterspørgsel og konkurrencesituationen på markedet for avlsdyr og -sæd, tilføjer Claus Fertin.

Han forklarer, at de eksisterende forhandlere tilbydes en ny rolle i den nye DanAvl-struktur.

- Der er opnået gode resultater via forhandlerne og der er bygget stærke kunderelationer. Det gode arbejde skal der bygges videre på, og de eksisterende forhandlere under DanAvl systemet er derfor blevet inviteret til at fortsætte i rollen som agent i Europa på endnu ikke endeligt fastlagte præmisser, som vil blive fastlagt i dialog med forhandlerne, udtaler Claus Fertin.