Den første uge af det nye år er traditionelt ganske rolig ovenpå de mange helligdage. Det europæiske marked for fersk svinekød skal løbes i gang, og da den sydeuropæiske jul strakte sig helt til gårsdagens Helligtrekonger, er hjulene først nu ved at komme i gang igen.

- Vi er godt igennem nytåret, og nu ser vi markedet begynde at bevæge sig igen. Der er en optimistisk stemning, hvilket dels skyldes, at lagrene skal fyldes op den første uge efter nytåret, dels at den private oplagring fra EU træder i kraft. Det er med til at løfte stemningen, som ellers kan være noget mat i begyndelsen af januar, siger Søren Tinggaard, underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den private oplagring trådte i kraft 4. januar med tilskud, der ligger 20 procent højere end den seneste ordning i 2015.

Til landene udenfor Europa er salget til Kina stabilt, mens der fortsat er en positiv afsætning til Japan.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Prisen på svin fra 70-89,9 kg er hermed 8,70 kroner pr. kg og 4,50 kroner pr. kg for søer over 129,9 kg.