1. maj fylder tidligere formanden for Dansk Landbrugs Frøselskab, DLF, landmand, godsejer, Benny Kirkebække Christensen, 70 år.

Han købte sit første landbrug for 48 år siden på sin hjemegn ved Slagelse. I 1973 blev han gift med Lisbeth. Syv år senere drev parret tre ejendomme på i alt 80 hektar, som alle blev solgt til fordel for køb af Viumgaard på 150 hektar i Vestjylland. I 1984 blev der solgt og købt igen, nu med Julianeholm på Djursland som ny adresse. I 1994 erhvervede parret Hevringholm, som siden har været bopæl. Sammen med Julianeholm og yderligere nogle tilkøbte ejendomme drives i dag et mønsterbrug på 800 hektar med fokus på planteavl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kirkebække blev i 1992 indvalgt i frøselskabet DLFs bestyrelse og var dets formand fra 1996-2013. Under hans ledelse etablerede DLF sig som verdens førende forædler og producent, når det gælder kløver- og græsfrø til landbrug, plæner, parker og sportsanlæg. Det er i dag sædvane, at både fodbold VM og OL afvikles på dansk græs. Han afleverede virksomheden med en global markedsandel på mere end 25 pct. og kan glæde sig over, at den landmandsejede virksomhed fortsat er præget af vækst. I en årrække var Kirkebække også formand for DLFs datterselskab Danespo, som forædler og producerer læggekartofler, ligeledes med stor vægt på eksport.

Den snart 70-årige landmand har ingen planer om en roligere tilværelse som pensionist. Tværtimod er han i færd med ved siden af planteavlen at udvikle sin anden driftsgren, opkøb og udlejning af boligejendomme.

Han betegner sig selv som en stolt bonde og fatter ikke brede gruppers hetz mod landbruget. Det er et fødselsdagsønske, at erhvervet opnår anerkendelse og respekt for bæredygtigt at producere nogle af verdens bedste fødevarer.