For syvende år i træk stiger prisen på juletræer, og spørger man Dansk Juletræsdyrkerforening, er forklaringen enkel: Efterspørgslen er større end udbuddet.

Men kigger man på foreningens hjemmeside, fremgår det, at markedskræfterne ikke er den eneste forklaring på prisstigningerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hjemmesiden fortæller, at foreningen holder såkaldte sorteringsmøder, hvor producenterne mødes og sorterer træer i forskellige kvalitetskategorier, og hvor et af de vigtige temaer er "Etablering af en fælles forståelse af grundlag for prisdannelse og sorteringsniveau". Det skriver Politiken fredag.

Den formulering vækker forargelse hos Forbrugerrådet, der har en klar fortolkning:

- Det handler jo om at prøve at skabe fælles priser, siger chefkonsulent Martin Salamon til Politiken.

- Hvordan den faktiske prisdannelse sker, er jo ikke helt klart. Og man føler sig jo ikke mere tryg, når man læser på foreningens egen hjemmeside, hvad de går og laver. De har jo været i den røde zone før, så der er grund til at være yderligere opmærksom, siger chefkonsulenten og henviser til en højesteretsdom fra august sidste år.

Her blev Dansk Juletræsdyrkerforening dømt for ulovligt kartelsamarbejde og fik en bøde på 500.000 kroner. Ifølge dommen har brancheforeningen mellem 2002 og 2006 opfordret sine medlemmer til at fastsætte mindstepriser for juletræer og derved forsøgte at begrænse priskonkurrencen på markedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gammel tekst på hjemmeside

Foreningen selv afviser pure, at der overhovedet bliver talt om pris og prisdannelse på sorteringsmøderne. 

- Prisen er ikke et emne. Møderne handler kun om de forskellige sorteringssystemer, som juletræerne kan sorteres efter, siger foreningens formand, Claus Jerram Christensen, til Politiken.

At foreningens hjemmeside fortæller noget andet, er ifølge formanden en fejl:

- Nåh ja, men det er faktisk en gammel side, den skal vi bare have opdateret. Jeg kunne slet ikke huske, at vi havde den der liggende. Men vi snakker ikke om prisdannelse i dag.

Men på foreningens hjemmeside nævnes også »grænserne for prisstigning« som en del af indholdet på kommende sorteringsmøder, der holdes over hele landet i efteråret 2012. Sorteringsmøder, som formand Claus Jerram Christensen personligt står som arrangør af. Men også det er ifølge formanden en fejl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu kan jeg godt se, at det ser forkert ud. Det skal laves om. Det med prissætning skal laves om, for det har vi slet ikke talt om på de seneste års møder. Det må være noget genbrug. Jeg ved ikke, hvorfor det ikke er blevet rettet. Men jeg skal sørge for, at det bliver det, siger Claus Jerram Christensen til Politiken.