Abonnementsartikel

At Bjørn Kryger Jensen stadig har sin højre arm, er mere lykke end forstand. Sidste år på denne tid fik han nemlig armen i klemme en bigballe-presser.

Bjørn Kryger Jensen har de sidste otte år været ansat som maskinfører og altmuligmand hos I/S Hjortlund/Hjortlund Maskinstation.

Sidste år ved denne tid var høsten i fuld gang, og Bjørn havde allerede kørt og presset i to uge. Bjørn fortæller, at dagen den 6. august 2014 startede super godt:

- Min New Holland 4990 havde kørt som en drøm, uden en eneste fejl. Men så begyndte den at lave bindefejl. Jeg var nok ude af traktoren otte til ti gange for at binde nye knuder, og hver gang slukkede jeg PTO'en, forklarer Bjørn Kryger Jensen.

En tanketorsk

Da presseren havde presset en ny balle, ville Bjørne hurtigt tjekke om alt var som det skulle være - og denne gang slukkede han ikke PTO'en.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Jeg så, at der bag ved venstre baghjul, inde under garnkassen, sad noget snor. Det ville jeg lige hurtigt fjerne, så jeg stak hånden for at få fat i det. Lige pludselig udløstes bindeapparatet, og rammen til nålene fik fat i mit håndled, og trak mig op bagved garnkassen, og ud igen.

Bjørns arm blev voldsomt beskadiget ved ulykken. Armen var brækket fire steder, og med Bjørns egne ord sat hånden kun fast i lidt muskler, da alle sener og blodårer var revet over.

- Det var en tanketorsk, jeg tænkte mig simpelthen ikke om, fortæller Bjørn, der har mange års erfaring med at køre med ballepresser.

76 sting

Bjørn Kryger Jensen blev indlagt på Odense Universitets Hospital, hvor lægerne de første dage blandt andet holdt øje med blodomløbet i armen, da det var afgørende for om de ville kunne redde armen. Heldigvis var blodomløbet i armen så godt, at lægerne besluttede at Bjørns arm kunne reddes. Havde det ikke været tilfældet, ville armen være blevet amputeret over albuen.

Bjørns arm blev syet med 76 sting. Han var indlagt i tre uger i Odense, og herefter fulgte seks måneders genoptræning, inden han vendte tilbage til arbejdet præcis seks måneder efter ulykken.

Pas på jer selv

Bjørn Kryger Jensen arbejder i dag på fuld tid igen hos I/S Hjortlund/Hjortlund Maskinstation, hvor han lige nu har travlt med at høste.

Hans højre hånd er svækket efter ulykken og operationer, og han kan ikke strække sine fingre helt, og heller ikke knytte hånden.

- Der er nogle opgaver jeg beder mine kolleger om hjælp til. Det kniber for eksempel med at skrue bolte og lignende på, fordi finmotorikken ikke er så god, siger Bjørn Kryger Jensen, der kommer med denne opfordring:

- Pas på jer selv, og sluk altid for den forbandede PTO, hvis der skal gøres noget på redskabet.

Gode råd fra Seges

Hos Seges har man tre overordnede råd om arbejdssikkerhed i høsten: Stabl ballerne forsvarligt, overhold bestemmelser om hviletid, og overhold bestemmelser om håndtering af maskineri.

- Man arbejder mange og lange timer og kan miste koncentrationsevnen, fordi man bliver træt eller stresset. Ansvaret for at undgå dette - og for at de ansatte overholder reglerne om sikkerhed og mindst 10 timers hvile - ligger hos landmanden eller hos lederen af den maskinstation, som udfører høstarbejdet for ham, siger arbejdsmiljøkonsulent Christina Edstrand, Seges.

Når høsten skal i hus, gælder det om at transportere og stable halmballerne forsvarligt, så man undgår alvorlige ulykker såsom at få en bigballe ned over sig.

- Ballerne skal lægges i forbandt med en tredjedel overlap og læne sig ind mod bagvæggen, forklarer Christina Edstrand.