Kongskilde tester i disse måneder i Nordamerika en ny tallerkenharve med 13,1 meters arbejdsbredde.

Ifølge Kongskilde er resultaterne meget lovende, og den nye tallerkenharve skal være med til at folde Kongskildes potentiale ud på det nordamerikanske marked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er store problemer i amerikansk landbrug med besværlige planterester, som ikke bliver ordentligt omsat. Det løser vores nye tallerkenharve uden at gå på kompromis med produktiviteten - tværtimod, siger Hans Rasmussen, direktør for Kongskilde Industries i Nordamerika.

Den dobbelt-foldede harve foldes ud på under et minut.

Efterspændt en 450 hk-traktor klarer den bekvemt en arbejdshastighed på 12-15 km/t med en arbejdsdybde på cirka 10 cm.

- En effektiv tallerkenkonstruktion og vægten på 16 tons betyder, at harven skærer igennem og neddeler selv de mest besværlige planterester og blander dem med jorden. Dermed kan de effektivt nedbrydes i jorden, så marken er helt klar til forårsarbejdet.

Fokus på Nordamerika

Hemmeligheden er tallerkendesignet, vinklen, vægten og en ny heavy duty harvekonstruktion målrettet amerikanske forhold. Hans Rasmussen fortæller, at mange amerikanske landmænd ikke efterårspløjer grundet risikoen for erosion. Derfor er de afhængige af andre former for jordbearbejdning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye tallerkenharve blev for nyligt afprøvet på en demonstration, hvor Kongskildes tallerkenharven blev testet op mod to store konkurrenter.

- Vores Kongskilde tallerkenharve bliver vurderet som klart bedst af landmænd og forhandlere, siger en begejstret Hans Rasmussen.

I de kommende måneder gennemgår den en sidste krævende test på en 2.500 ha stor turné i Canada.

Til foråret introduceres den til de nordamerikanske landmænd, og Kongskilde har allerede nu store forventninger til salget i 2015 af den nye kæmpebaby.

Officielt hedder den Vertical Tillage 9243 og uofficielt "The Monster".

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har lyttet til vores nordamerikanske kunder, identificeret et behov og leveret en særdeles produktiv løsning, der tackler en af deres store udfordringer, siger Ole Gade, adm. direktør i Kongskilde Industries, og fortsætter:

- Den nye tallerkenharve skal støtte op om vores generelle strategi og om at levere værdiskabende løsninger, som bidrager til at udbygge vores position på det nordamerikanske marked, hvor vi ser et stort potentiale.

Der er ikke planer om at introducere monsteret i Europa, da den transportmæssigt er for bred til europæiske forhold.