Abonnementsartikel

Hjallerup har fået eneforhandling af Weidemann læssemaskiner i hele Vendsyssel, Thy og Himmerland. Stemas Maskinsalg har dermed lukket det sidste hul i Danmarkskortet.

- Vi har fået eneforhandling i hele Vendsyssel, Thy og Himmerland og forventer os et rigtigt godt samarbejde med Stemas Maskinsalg. Vi kommer inden længe med vore egne kampagnemodeller i samarbejde med Stemas, og det ser vi frem til.

Sådan lyder det fra Lars Petersen, direktør for Hjallerup Maskinforretning, som er blevet eneforhandler af Weidemann i hele Nordjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dermed får Stemas Maskinsalg en salgsbase i Nordjylland, og man dækker nu hele landet:

- For os er det en ny epoke, at vi får en så stærk forhandler med fem afdelinger ud over hele Nordjylland, og det er vi rigtigt glade for. Vi har store forventninger både til salget af maskiner, og bestemt også til serviceringen af vore kunder i Nordjylland. Hjallerup Maskinforretning er en rigtig stærk partner, der i øjeblikket har 13 sælgere og ca. 30 udekørende montører, siger salgschef Robert Kjærgaard, Stemas Maskinsalg.

Stærkt program

Ifølge Lars Petersen dækker Weidemanns maskiner et hav af opgaver.

- Det er et meget bredt program af kvalitetsprodukter, som vi nu kan tilbyde kunderne indenfor landbrug, stutterier, anlægsgartnere, håndværk, byggefirmaer og industri. Vi får med Weidemann et rigtigt stærkt produktprogram med maskiner, der kan opfylde nærmest ethvert behov. Det er et godt supplement til de mange stærke mærker, vi i forvejen har i huset.

Agco

Det er ikke mange dage siden, at det kom frem, at Hjallerup Maskinforretning skal være med til at løfte Agco-forhandlingen, efter at Morsø Motorkompagni gik konkurs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hjallerup Maskinforretning overtager den centrale og nordlige del af Thy fra Snedsted og Thisted og nord- og østover.

Hjallerup Maskinforretning har ud over hovedafdelingen i Hjallerup også Brønderslev Maskin Center, Hjørring Maskin Center, Støvring Maskinforretning og Aars Maskinforretning.